Matsue Vogel Park

Matsue Vogel ParkUden for byen Matsue ligger Martsue Vogel Park, hvilket er en temapark dedikeret til fugle og botanik. Der er altså tale om en kombination mellem en botanisk have og en dyrepark. Stedet åbnede i 2001 på en bakketop ved Shinji-søens nordlige bred, og med en størrelse på 32 hektar er det verdens største temapark dedikeret til både fugle og botanik. Parken består af forskellige drivhuse (heriblandt et af verdens største), som det er muligt at komme rundt til via tildækkede gangstier, så man ikke skal bekymre sig om regnvejr under sit besøg. I disse drivhuse findes blomster i hundredvis, som står i flor året rundt, og da de både står på podier og hænger fra loftet, er det som at træde ind i en jungle, hvor temperaturen konstant ligger på 20 grader. I nogle af drivhusene er ligeledes bure, hvor parkens fugle har hjemme, og af arter kan blandt andet nævnes tukaner, papegøjer samt rovfugle som ørne og ugler, der benyttes til opvisninger, ligesom her sågar er pingviner, som går en daglig parade i parken. Matsue Vogel Park har også sin helt egen sø med vandfugle, og så er her tilmed også et observationstårn, hvorfra man har en 360 graders udsigt ud over det omkringliggende landskab.

Matue Vogel Park har sin helt egen station på en privatejet toglinje, der løber mellem Matsue og Izumo.

Total Page Visits: 35 - Today Page Visits: 1