

Om stedet
I byen Niihama på Shikoku anlagde man i 1691 en kobbermine kaldet Besshi-kobberminen, hvorfra man nåede at udvinde 650.000 tons kobber, før minen måtte lukke i 1973, hvor den havde været aktiv i hele 283 år. Minen var derfor blandt de største og mest produktive kobberminer i Japan, og gennem tiden blev der derfor udgravet flere tunneller, mens der blev opført et raffinaderi og sågar en jernbane, så man nemt kunne fragte arbejdere til minen og kobber derfra. Minen var imidlertid årsag til en del forurening i området, som derfor var ret øde, da minen lukkede i 1973, men man har siden forsøgt at genskabe naturen, samtidig med at man har ladet de forladte bygninger stå intakte. Nu om dage er flere af disse dog ruiner, men de er ikke desto mindre tilgængelige for offentligheden.
Besshi-kobberminen er nemlig blevet omdannet til en temapark kaldet Minetopia Besshi, som åbnede i 1991, så folk har mulighed for at komme og opleve en autentisk mine fra fortiden, hvor man kan udforske tunnellerne og tilmed selv kan prøve kræfter med hvervet som minearbejder. Dele af jernbanen ved minen er endda blevet bevaret, så man kan tage en tur med et damplokomotiv og dermed forstærke oplevelsen. Den nedlagte mine består af to områder, der ligger 10 kilometer fra hinanden, men det er muligt at rejse imellem dem med en lokal sightseeingbus.
Find vej
For at komme til Minetopia Besshi kan man benytte en bus fra Niihama station. Turen dertil tager en halv time.
