Fukiya Furusato Mura er en lille landsby beliggende i Okayama-præfekturet, der mest er kendt for sine gamle bygninger, hvoraf mange kan dateres tilbage til 1800-tallet. Dengang var der tale om en blomstrende by med økonomisk vækst grundet den lokale mineindustri, hvor man blandt andet udvandt rød farvepigmentering kaldet bengara fra oxideret jern, som man anvendte til at farve alt fra keramik, stof og træ. Af den grund er bygningerne i Fukiya Furusato Mura kendetegnet ved deres rustagtige nuance. I 1900-tallet døde industrien dog ud, og det samme gjorde byen, der nu om dage er blevet reduceret til en øde landsby, men på grund af de historiske bygninger er den dog endt med at blive et turistmål for folk, der gerne vil opleve autentisk japansk arkitektur fra 1800-tallet og samtidig få et unikt indblik i en del af landets historie.
Hovedgaden i Fukiya Furusato Mura har fået status som bevaringsværdig grundet dens historiske og nationale værdi, men den gamle skolebygning i byen trækker også mange besøgende til. Denne blev bygget i 1873 og var i funktion helt frem til 2012, hvor den måtte lukke grundet manglende elever. I et lille museum kan man endda selv prøve at farve keramik med brug af bengara, ligesom man naturligvis kan købe færdigproducerede produkter som souvenirs.
Der er ingen togstation i Fukiya Furusato Mura, men man kan komme dertil med bus fra nabobyen Takahashi, hvor der blandt andet er togforbindelse fra Okayama.