På øen Sado har man i århundreder udvundet sølv og guld fra fire forskellige miner, hvoraf den sidste af disse blev taget ud af drift i 1989, hvor øens mineindustri således ophørte. Det vides ikke, hvornår de første miner blev anlagt på øen, men disse var i lang tid årsag til lokale konflikter, indtil Tokugawa-shogunatet i 1600-tallet overtog den politiske magt i Japan og således også administrationen af minedriften på Sado, hvor der hver år blev udvundet flere tons sølv og flere hundrede kilo guld, så minerne dermed var blandt de mest produktive på verdensplan og således også i Japan.
Aikawa-minen var den største af Sados miner, og guld og sølv fra denne blev blandt andet anvendt til at producere mønter i Japan, men store mængder blev også solgt til udlandet. Efterspørgslen var så stor, at man eksempelvis benyttede sig af dømte fanger som arbejdskraft, og da minen stadig var i brug under Anden Verdenskrig, blev koreanske krigsfanger tvunget til at arbejde i minen. Da to af Sados miner i 2024 blev optaget på UNESCOs liste over verdensarv, skete dette derfor kun under forudsætning af, at Japan erkendte brugen af tvangsarbejdere.
Mineindustrien har haft en så stor indflydelse på Sado, at man har valgt at bevare minerne og gøre disse tilgængelige for offentligheden, så folk kan komme og få en dybere indsigt i denne del af øens historie. Besøgende har derfor adgang til omkring 300 meter af de mere end 400 kilometer lange minegange, som Aikawa-minen alene består af, hvor man kan få en fornemmelse af, hvordan det har været at arbejde i minen, idet livagtige dukker skal forestille arbejdere, mens gammelt udstyr ligeledes er en del af udstillingen.
Aikawa-minen ligger på den vestlige del af Sado.