Hotei no Daibutsu

Hotei no DaibutsuI 1949 besluttede en mand at opføre sin egen Buddha-statue i byen Konan nord for Nagoya, efter han havde fået en vision om dette i en drøm. Det tog fem år at opføre statuen, der stod færdig i 1954, hvor den med en højde på 18 meter endte med at blive den største privatejede Buddha-statue i Japan. Statuen blev lavet af beton og befinder sig i dag endnu på privat grund, men besøgende må gerne kigge nærmere på statuen, der imidlertid også kan betragtes flere steder fra området, idet den tårner op over både huse og træer, der siden er skudt op omkring den efter den oprindeligt blev opført på et nøgent landområde. Et af de mest populære steder at betragte Buddhaen, der er kendt som Hotei no Daibitsu, er fra den anden side af den nærliggende jernbane, hvor man fra en bestemt vinkel kan se, hvordan de vandrette advarselslamper skærmer for Buddhaens øjne, så det nærmest ser ud til, at den er iført solbriller. Billeder af dette har spredt sig på nettet og gjort Hotei no Daibutsu til en lokal turistattraktion. Selve statuen er forbundet til det private hjem, den tilhører, idet der på dens ryg er en tilbygning, som folk ikke har adgang til.

Hotei no Daibutsu ligger under en kilometer fra Hotei station.

Total Page Visits: 181 - Today Page Visits: 2