Otsuka Museum of Art er beliggende i byen Naruto i Tokushima-præfekturet og var det største kunstmuseum i Japan, da det åbnede i 1998. Museet har nemlig en størrelse på over 29.000 kvadratmeter, hvilket er nødvendigt, idet dets samling består af keramiske kopier af over tusind forskellige kunstværker fra Vesten, hvilket inkluderer mindre værker såsom malerier af blandt andet da Vinci, Monet og Picasso, men også større værker som for eksempel det sixtinske kapel, der er at finde i fuldt format.
De originale værker befinder sig i mere end 25 forskellige lande, så museet er ment som et sted, hvor man har mulighed for at nyde noget af den bedste kunst i verden på ét sted, hvor den vil stå bevaret i keramikformat, længe efter de originale værker er gået tabt i tiden. Også museets design er unikt, idet man træder ind i den nederste af tre kælderetager, der befinder sig under jorden, og herfra bevæger sig opad gennem udstillingshallerne, indtil man når frem til den del af bygningen, der befinder sig over jorden. Hér er tilknyttet en have med en dam, der skal forestille den fra Monets kendte malerier. På museet findes der desuden en robot, der kan yde rundvisning for de besøgende.
Otsuka Museum of Art ligger i Naruto park, der befinder sig 8 kilometer fra Naruto station. Herfra går der dog busser flere gange om dagen, der kan klare turen til parken på 20 minutter.