Toyama Folkcraft Village

Toyama Folkcraft VillageToyama Folkcraft Village er den fælles betegnelse for en samling af 9 museer beliggende i Toyama, hvor man har valgt at omdanne traditionelle bygninger til mindre museer dedikeret til forskellige temaer. Det drejer sig eksempelvis om museer dedikeret til henholdsvis medicin, arkitektur, landbrug og keramik, der primært har til formål at illustrere, hvordan japanerne levede i det feudale samfund i Edo-perioden, hvor majoriteten af bygningerne stammer fra, mens enkelte dog er af nyere dato. Selve bygningerne er som sådan en del af udstillingen og flere af dem har derfor også et autentisk interiør, men ellers huser de også diverse udstillinger med historiske effekter indhentet fra hele Japan og i visse tilfælde også fra udlandet. Det første museum åbnede i 1965, og efterfølgende blev flere bevaringsværdige bygninger flyttet til området, som i dag har en størrelse på 8500 m2. Det er muligt at købe en billet, der giver adgang til alle ni museer, ellers skal man købe separate billetter ved hvert museum.

Toyama Folkcraft Village ligger ikke i nærheden af nogen togstation. Den nærmeste station er Daigaku-mae station, der er endestation på en letbaneforbindelse til Toyama centrum, og denne befinder sig 1,5 kilometer væk. Fra Toyama centrum går dog også busser til Toyama Folkcraft Village, og turen med disse tager 10 minutter.

 

Total Page Visits: 13 - Today Page Visits: 1