Utsukushi-ga-hara Open Air Museum

Udendørs museum i bjergene

Om stedet

Utsukushi-ga-hara Open Air Museum ligger i Nagano-præfekturet og er som navnet antyder et udendørs museum, hvor der er udstillet 350 skulpturer på et 130.000 kvadratmeter stort lava-plateau i en højde på 2 kilometer over havets overflade, der samtidig gør det muligt at beundre det omkringliggende landskab fra et øvre perspektiv. Museet åbnede i 1981, og har netop til formål at kombinere kunsten og naturen, hvilket altså er blevet gjort ved at installere moderne kunst i denne. De 350 skulpturer er derfor abstrakte kunstværker lavet af både udenlandske og japanske kunstnere, og deres udtryk varierer gevaldigt, idet de er fremstillet i forskelligt materiale, der inkluderer både metal, plastik og granit.

Gæster kan ikke komme helt tæt på alle værkerne og røre disse, idet man er nødt til at holde sig på det anlagte stisystem, der dog gør det muligt at komme rundt og se alle skulpturer. Der er desuden tilknyttet et indendørs museum, hvor der primært hænger malerier, og så kan man også opleve græssende køer i nærheden, hvilket er et syn japanerne er vilde med. Eftersom plateauet er dækket af sne om vinteren, er Utsukushi-ga-hara Open Air Museum desuden kun åbent i sommerhalvåret fra sidst i april til midten af november.

 

 Find vej

Utsukushi-ga-hara Open Air Museum ligger 30 kilometer fra Matsumoto station, hvorfra der går busser til plateauet. Turen dertil tager lidt over 1½ time.