Sazanami-iwa

Sazanami-iwa

Da man i 1953 var ved at anlægge en vej i Gunma-præfekturet, fandt man en klippe med mystiske formationer, som fik navnet Sazanami-iwa, hvilket direkte oversat betyder "klippen med krusninger". Man vidste dog, at der var tale om forhistoriske aftryk, hvilket var medvirkende til, at klippen allerede i 1965 blev udpeget som et naturmonument. Men det var først i 1985, man fandt ud af, hvad de overfladiske formationer i virkeligheden var, da det via et studie blev konkluderet, at der rent faktisk var tale om mere end 50 fossilerede fodspor fra tre forskellige dinosaurusser, hvilket var første gang, dette var blevet opdaget i Japan.

Sporene blev sat under kridttiden, hvor området var et delta bestående af sand og mudder, og efter fodsporene hærdede, blev de med tiden skubbet op fra jorden som følge af den tektoniske aktivitet, så de altså i dag optræder på en klippevæg. Det vides dog ikke, hvilke dinosaurarter fodsporene stammer fra, ligesom det er debatteret, hvorvidt det største sæt af fodspor overhovedet er dinosaurfodspor. Efter at have opdaget disse har man dog fundet mange andre fossiler i området, og Sazanami-iwa var medvirkende til, at man i nærheden valgte at opføre et dinosaurmuseum.

At komme frem til Sazanami-iwa med offentlig transport er imidlertid ret besværligt, idet det nærmeste busstoppested ligger over en times gang væk. De fleste besøger derfor stedet med brug af private køretøjer.

Total Page Visits: 43 - Today Page Visits: 1