Komadome-vandfaldet befinder sig i bjergene uden for byen Nasu i Tochigi-præfekturet. Vandfaldet er en del af Yosasa-floden og er omgivet af træer, men det er dog stadig muligt at se vandfaldet - og så endda fra en øvre vinkel, idet man i 2011 åbnede en udkigspost, hvorfra det er muligt at betragte Komadome-vandfaldet på afstand. Vandfaldet har en bredde på 2 meter og et dyk på 20 meter, så der er ikke tale om et stort vandfald, men netop fordi det optræder omkranset af træer er det alligevel populært, da det nærmest ligner en skjult oase. Udkigsposten er dog lukket om vinteren, men ellers kan man betragte vandfaldet resten af året, hvor omgivelserne ændrer sig alt efter årstiden, så stedet er et besøg værd både om foråret, sommeren og efteråret.
Komadome-vandfaldet ligger langt fra Nasu by, så man kan nemmest komme dertil med bil eller taxa, hvilket er en tur på godt 20 kilometer.