Oku-Iya Monorail

En monorail beliggende i skoven

Om stedet

Oku-Iya Monorail er navnet på en knap fem kilometer lang monorail beliggende i skovene i Iya-dalen på Shikoku, hvor skinnerne er blevet anlagt over en meter fra jorden, så man har mulighed for at sidde og nyde omgivelserne på unik vis, når man triller forbi disse i de mekaniske vogne, der skal forestille næsehornsbiller. Hver af disse har plads til to personer, og en rundtur tager 65 minutter.

Turen med Oku-Iya Monorail foregår op langs et bjerg, og der forekommer derfor stigninger med vinkler på op til 40 grader. Ved op- og nedstigninger tilpasser sæderne sig automatisk efter vinklen. Skilte informerer desuden jævnligt om højden, der til sidst når op på omkring 1400 meter, hvorfra man har udsigt ud over de omkringliggende bjerge. Farten forholder sig stabil, men denne sænkes dog automatisk, når der optræder landskaber, som er værd at nyde ekstra meget.

Det meste af turen foregår på en separat skinne, men i begyndelsen og nær enden kører man parallelt med en anden skinne, hvor man derfor har mulighed for at se andre gæster passere forbi i vogne, men ellers foregår turen i stor afstand til andre besøgende. Personalet følger imidlertid med på opstillede kameraer på ruten, idet der trods alt er risiko for, at vogne stopper på vejen. En walkie talkie gør det i så fald muligt at kalde efter hjælp. Oku-Iya Monorail er ikke blot den højest beliggende monorail af sin slags i verden, men med en længde på 4,6 kilometer er det også den længste.

 

 Find vej

Oku-Iya Monorail ligger langt fra den nærmeste station, som er Oboke station. Herfra går der dog bus til Kubo, hvorfra man fire gange om dagen kan skifte til en anden bus, der går til byen Sugeoi. Fra busstoppestedet i Sugeoi er der cirka 2 kilometers gang til Oku-Iya Monorail.

Total Page Visits: 801 - Today Page Visits: 1