Okunoshima

Okunoshima

Okunoshima er en 700 kvadratmeter stor ø beliggende i det japanske indlandshav. Okunoshima er også kendt som kaninøen grundet de mange kaniner, der lever vildt på øen, og det er primært disse, som folk kommer for at opleve, men Okunoshima har imidlertid en mere dyster historie, som besøgende også har mulighed for at blive sat ind i.

Under den russisk-japanske krig i begyndelsen af 1900-tallet blev der på Okunoshima opsat en række forsvarsanlæg med tilhørende kanoner, så man kunne holde kysten beskyttet mod fjendtlige skibe. Disse kanoner kom dog aldrig i brug, og efter krigens afslutning blev anlæggene forladt, hvorved de gik i forfald. Under Anden Verdenskrig blev Okunoshima så anvendt som base for forskere, der eksperimenterede med giftgasser, da man både udviklede og testede nye former for gas, der kunne benyttes som våben i krig.

Dette var et tophemmeligt projekt, som offentligheden først fik kendskab til i 1984, og fire år senere åbnede man på Okunoshima et museum dedikeret til de giftgasforsøg, der i sin tid blev udført på øen. Her har besøgende blandt andet mulighed for at blive sat ind i eksperimenternes effekt på de folk, der arbejdede med at udvikle giftgas under krigen, eftersom dette havde helbredsmæssige konsekvenser for dem, der opholdt sig på Okunoshima. Af samme grund blev øen netop udvalgt som testområde, da den var isoleret i forhold til den almindelige befolkning.

Efter Anden Verdenskrig blev fabrikken på Okunoshima lukket ned, og al gas blev destrueret af det amerikanske militær. I dag findes der stadig ruiner efter både fæstningsanlægget og giftgasfabrikken, men fordi disse ikke er blevet vedligeholdt er det af sikkerhedsmæssige grunde ikke tilladt for folk at nærme sig de fleste af dem. Efter krigens afslutning havde man til hensigt at omdanne Okunoshima til en park, og derfor satte man dengang en gruppe kaniner løs på øen, hvor de siden har formeret sig, så der i dag findes omkring 1000 eksemplarer.

Kaninerne er tamme og lader sig gerne kæle og fodre af de besøgende. Det er forbudt at gøre kaninerne fortræd, hvilket man bliver informeret om, inden man går i land på øen, hvor man desuden ikke må medbringe hunde eller katte. Kaninerne har kunnet yngle frit, fordi der ikke er nogen rovdyr på Okunoshima, og man stræber desuden efter at bevare kaninerne og sikre deres leveforhold. På Okunoshima står desuden Japans højeste elmast, der har en højde på 226 meter.

Det er muligt at komme til Okunoshima med færge fra Tadanoumi, hvorfra der et kvarters sejltid. I weekender kan man desuden komme til øen fra Mihara, hvor der går færger fem gange dagligt med stop i Sunami. Denne tur tager en halv time. Okunoshima har en omkreds på lidt over 4 kilometer og øen kan derfor udforskes på et par timer.

 

Total Page Visits: 1349 - Today Page Visits: 1