Shikaribetsu iglo-landsbyen

På det centrale Hokkaido ligger Shikaribetsu-søen, der hver vinter fryser til is, mens der falder et tykt lag sne i området. Dette har man valgt at udnytte ved simpelthen at opføre en lille landsby bestående af et halvt dusin igloer, hvor der imidlertid ikke bor nogen, idet disse udelukkende er blevet opført for at give besøgende en unik oplevelse ud over det sædvanlige. Inde i igolerne findes nemlig forskellige tilbud, hvilket eksempelvis inkluderer en bar, hvor al interiøret er fremstillet af is, og et kapel, hvor brudepar kan blive viet. Man kan dog også leje sig ind i nogle af igloerne og tilbringe natten, og der er tilmed et udendørs kurbad og et område, hvor man kan køre på snescooter. Selv skilte og hegn er lavet af sne.

Iglo-landsbyen opstod i 1980, og eftersom denne er betinget af sne og kulde, så eksisterer den kun om vinteren - nærmere bestemt fra slutningen af januar og frem til midten af marts, hvor sneen begynder at smelte, så igloerne derfor gør det samme. Begyndelsen af vinteren bliver brugt på at opføre igloerne, hvilket bliver gjort ved først at fremstille omkring 10.000 blokke bestående af en blanding af is og sne, som bliver stablet sammen og formet til både traditionelle igloer og mere moderne af slagsen.

Shikaribetsu-søen ligger langt fra den nærmeste station. Der går dog busser dertil fra Obihiro station, og turen tager over halvanden time.

 

Total Page Visits: 20 - Today Page Visits: 1