Higashiyama Sky Tower

Higashiyama Sky Tower er et 134 meter højt observationstårn beliggende i den zoologiske have i Higashiyama Park i Nagoya, hvor det i 1989 blev opført for at fejre byens 100 års jubilæum. Det meste af tårnet er hult, men er beklædt med glas, så det optræder som en skyskraber med form som et klokketårn. I midten er der dog et tomrum, således at man fra visse vinkler kan kigge direkte igennem tårnet. Da det er en af de højeste strukturer i området har man ligeledes valgt at udnytte dette ved at tilføje flere paraboler og antenner.

Observatoriet befinder sig i 100 meters højde og giver en 360 graders udsigt ud over området, hvilket er særligt populært i aftentimerne, når mørket falder på, idet udsynet til storbyen Nagoya er et stort lyshav. Her er desuden souvenirbutikker, og på etagen ovenover ligger der en restaurant i 110 meters højde. Der kræves betaling for at komme op i tårnet, men det er muligt at komme ind, hvis man har billetter til enten den zoologiske have eller botaniske have, der findes ved tårnet. Åbningstiderne er fra klokken 9 til 21.30 alle dage, foruden mandage, hvor der er lukket. 

Higashiyama Sky Tower ligger lidt over en kilometer fra Higashiyama Koen station, hvorfra der er cirka et kvarter til fods.

Total Page Visits: 508 - Today Page Visits: 1