I 1960’erne indså man behovet for en ny international lufthavn i Tokyo, idet Haneda Lufthavn ikke ville kunne håndtere fremtidens stigende flytrafik. I 1966 blev det derfor besluttet at placere en ny lufthavn uden for Tokyo – i landområdet kendt som Sanrizuka nær Narita. Dette skabte imidlertid stor modstand i lokalområdet, hvor staten ikke blot blev nødt til at opkræve privat grund – man frygtede også, at en lufthavn ville spolere landsbymiljøet. Politikerne stod dog fast, hvilket udviklede sig til en årelang konflikt mellem borgere og myndigheder, der nu og da eskalerede i voldelige sammenstød. End ikke da lufthavnen stod færdig, erkendte lokalbefolkningen dens tilstedeværelse, idet man fortsatte med at udføre protester og sabotage i et desperat forsøg på at udvise sin utilfredshed mod statens magt. Utilfredheden var netop ikke kun lokal, idet lufthavnen blev et symbol på det politiske styre, som mange japanere var imod, og konflikten blev derfor en af de mest omfattende i Japan i fredstid og førte til et utal af anholdelser såvel som kvæstelser, når demonstranter forenede sig og gik til angreb mod politiet med alle slags våben, de kunne komme i besiddelse af. Blandt disse var eksempelvis molotovcocktails, og i 1978 gik der uheldigvis ild i en demonstrant, netop som han var i gang med at kaste en sådan under optøjet i forbindelse med, at lufthavnen var klar til at blive åbnet. Øjeblikket blev fanget på kamera af fotografen Sadayuki Mikami, der året efter vandt prisen for verdens bedste pressefoto, og dette har siden været et af de mest ikoniske billeder fra en årtier lang konflikt, der gradvist stilnede da, da Narita Lufthavn som planlagt åbnede og blev Tokyos nye internationale lufthavn.
I sidste halvdel af 1800-tallet åbnede Japan grænserne op for udlandet, efter at man havde ført en isolationspolitik i over 200 år. Omverdenens kontakt til Japan havde derfor været begrænset i denne tid, så for mange var der tale om en fremmed og mystisk nation. Den japanske kultur havde nemlig også oplevet minimal påvirkning fra udlandet og var derfor temmelig unik i forhold til andre lande – selv de asiatiske, hvilket førte til en stor interesse i Japan, hvor man omvendt dannede sig en fascination for især Vesten, og derfor begyndte man også at udvikle samfundet ud fra Vestlige værdier. I Vesten var man dog mere interesseret i traditionel japansk kultur, som man meget passende kunne dokumentere med den nye opfindelse kaldet fotografiapparatet, som samtidig blev introduceret i Japan. For at kunne vise resten af verden, hvor unik Orienten var, blev det almindeligt at tage opstillede billeder, så man kunne dokumentere nogle af de mest fascinerende aspekter ved fjerne kulturer. Dette gjaldt også Japan, hvor især samuraier og geishaer blev hyret til at posere for fotografer, så man kunne skabe forestillinger om, at det var sådan alle japanerne så ud og gik klædt. Et utal af fotografier blev taget af udlændinge i Japan, men et af de første og mest ikoniske forestiller en fuldt uniformeret samurai i profil med et sværd hævet, som om han står over for en modstander i duel. Hans udseende er svært at definere, men hele hans påklædning var både fremmed og unik, ligesom den siden har været med til at sætte standarden for, hvordan man forestiller sig, at samuraier så ud, selvom de stort set aldrig var iklædt kampuniformer. Billedet menes at være fra 1860’erne og blev taget af den britisk-italienske Felice Beato, der var blandt de første Vestlige fotografer i Japan.
Under Anden Verdenskrig mistede hundredetusinder af japanere livet, da landets største byer blev lagt i ruiner af bombetogter fra de allierede styrker. Majoriteten af disse fandt sted i 1945, hvor man forsøgte at svække Japan på egen grund, og dette førte i august samme år til afslutningen på Anden Verdenskrig, da Japan overgav sig efter at være blevet ramt af to atombomber. Det primære mål for bombetogterne var Japans industri og militære baser, og man var klar over, at det ville inkludere civile tab, men man anså det for at være nødvendigt som et sidste desperat forsøg på at få stoppet krigen. Mange dramatiske og tragiske fotografier blev taget, men et af de mest ikoniske er dog et mere idyllisk af slagsen, der forestiller bombefly af typen Boeing B-29, der flyver over Fuji-bjerget på en angrebsmission i 1945. Billedet er kendt for sin symbolske karakter, idet Fuji-bjerget er et af Japans vartegn, så at dette optræder i selskab med fjendens fly, som altså har infiltreret japansk luftrum, viser i hvilken situation, Japan befandt sig i, da Anden Verdenskrig befandt sig i sin afsluttende fase.
Da Japan i slutningen af 1800-tallet åbnede sine grænser op for omverdenen, blev der taget et utal af billeder af tilrejsende udlændinge, som ville dokumentere den unikke japanske kultur ved at sætte fokus på alle de aspekter, der var med til at gøre Japan til at fremmed og mystisk land. Noget af det, man især var betaget af, var japanske tatoveringer, der var kendte for at være både farverige og detaljerede, ligesom de ofte fyldte store dele af kroppen, og selvom de ganske vist fremkaldte en vis foragt, så skabte de også en form for fascination. Udenlandske fotografer hyrede derfor både japanske mænd og kvinder til at smide tøjet, så de kunne tage billeder af deres tatoveringer, og i dag et et af disse blevet ikonisk – primært grundet en nutidig interesse i japanske tatoveringer. Billedet forestiller i al sin enkelthed en mand iført lændeklæde, som lænende mod noget træværk står med ryggen til fotografen, så man dermed kan se, at hele bagsiden af hans krop er udsmykket med en sammenhængende tatovering, der forestiller en samurai, hvilket er et klassisk motiv inden for japansk tatovering og derfor også noget, som mange nu om dage efterspørger – netop på ryggen, der nærmest fungerer som et stort lærred. Eftersom manden kigger bort, er det svært at se hans ansigt, hvorved det bliver bekræftet, at det er hans tatovering, der er i fokus. Hans traditionelle frisure er imidlertid med til at tidsbestemme billedet, der helt nøjagtigt er taget omkring år 1880. Dog er billedet faktisk taget af japaneren Kusakabe Kimbei, der arbejdede for den britisk-italienske fotograf Felice Beato, der stod for mange berømte fotografier fra Japan i denne tid.
Den 6. august 1945 blev der skrevet verdenshistorie, da USA kastede atombomben Little Boy over Hiroshima, der således blev jævnet med jorden, mens titusindvis af mennesker omkom under og efter den enorme eksplosion, der var så kraftfuld, at man ikke kunne begribe, at et sådan våben kunne eksistere. USA havde udviklet atombomben som et sidste forsøg på at standse Anden Verdenskrig, og atombomben i Hiroshima var dermed den første, som nogensinde blev anvendt i krig. Sprængningen af denne blev da foreviget, da der blev taget billeder fra flyet Necessary Evil, der ligeledes kunne fotografere Hiroshima i kølvandet på atombomben. Et billede af en enorm røgsky, der stiger fra byen, er eksempelvis blandt de mest ikoniske og blev længe fejlidentificeret som paddehatteskyen efter atombomben, men det er altså i virkeligheden synet af en storby, der er ved at gå op i røg.
Yukio Mishima var en af de mest fremtrædende japanske forfattere i det 21. århundrede. Han var dog også nationalist, og den 25. november 1970 stod han bag en opsigtsvækkende begivenhed, da han sammen med fire af sine trofaste støttere invaderede general Kanetoshi Mashidas kontor ved det japanske forsvar, hvor de bandt generalen fast, før den uniformerede Yukio Mishima trådte ud på balkonen, hvor han forsøgte at opfordre til et militærkup ved at holde en karismatisk tale for de mange soldater. Da Yukio Mishima ikke mødte opbakning, erkendte han sit nederlag ved, at han simpelthen valgte at begive sig tilbage til kontoret for at begå rituelt selvmord, ligesom han tilmed fik hjælp til at få hugget hovedet af af sin tilhænger, Hiroyasu Koga. Yukio Mishimas tale blev dokumenteret af tilstedeværende journalister og fotografer, der ikke kunne vide, at de havde foreviget den verdenskendte forfatters sidste tid i livet.
Inejiro Asanuma var en venstrefløjspolitiker og leder af det japanske socialdemokrati, som den 12. oktober 1960 blev likvideret under en politisk debat forud for parlamentsvalget i november samme år. Debatten foregik i Tokyo Hibiya Hall, men den blev imidlertid afbrudt, for under sin tale blev den 61-årige Inejiro Asanuma uden varsel overfaldet, da det lykkedes den 17-årige nationalist Otoya Yamaguchi at bestorme scenen, hvor han vædrede Asanuma ved at stikke ham med et sværd, før han hurtigt blev overmandet af tililende sikkerhedsfolk, netop som han skulle til at tildele den chokerede mand endnu et stik. Asanumas liv stod ikke til at redde, idet sværdet havde passeret gennem hans ribben og ramt hans vitale organer. Han endte derfor med at dø efter angrebet, mens Yamaguchi blev anholdt og sendt på en ungdomsanstalt, hvor han få uger senere valgte at begå selvmord ved at hænge sig i sit lagen. Hele hændelsen foregik foran rullende og blitzende kameraer, hvilket resulterede i et berømt billede taget af Yasushi Nagao, der viser Otoya Yamaguchi, i det øjeblik han havde trukket sværdet fri fra Asanuma og gjorde klar til endnu et stik.
Den 6. august 1945 blev Hiroshima ramt af den første atombombe anvendt i krig, da man fra USA’s side valgte at tage dette nye masseødelæggelsesvåben i brug som et sidste forsøg på at få afsluttet Anden Verdenskrig. Japan overgav sig imidlertid ikke, selvom Hiroshima blev lagt i ruiner, så tre dage senere valgte man at foretage endnu et angreb – denne gang i Nagasaki, der den 9. august blev ramt af atombomben Fat Man, der var kraftigere end atombomben i Hiroshima, skønt det endelige dødstal dog var lavere. Både eksplosionen i Hiroshima og Nagasaki blev foreviget, og i Nagasaki var det flyet Big Stink, der havde til opgave at observere og dokumentere atomsprængningen, hvilket førte til et af de mest ikoniske billeder fra Anden Verdenskrig, da man formåede at fange et perfekt billede af paddehatteskyen, mens denne stiger op fra Nagasaki, hvor et sandt helvede altså var i færd med at udspille sig blandt byens indbyggere. Billedet kunne dog kun gengive atombombens format og ikke dens styrke, som man derfor ikke kunne begribe, før ødelæggelserne blev dokumenteret, men dette billede var medvirkende til, at paddehatteskyen lige siden har været et dommedagssymbol, netop fordi det blot er den ene af to atombomber, der er blevet anvendt i krig og dermed har krævet menneskeliv. Atombomben i Nagasaki blev nemlig den sidste, som USA fik taget i brug, for efterfølgende valgte Japan omsider at overgive sig, og Anden Verdenskrig nåede dermed til en ende, da man erkendte, at hele nationen ville risikere at blive lagt i ruiner, hvis man blev ved med at kæmpe imod.
Den britisk-italienske fotograf Felice Beato rejste i begyndelsen af 1860’erne til Japan, efter at grænserne var blevet åbnet op for omverdenen efter mere end 200 års isolation fra denne. Han var dermed blandt de første udlændinge, der kunne dokumentere den japanske kultur med brug af fotografier, hvilket han netop blev kendt for, da han både tog billeder udendørs, men også i sit studie i Yokohama, hvor han fik folk til at posere i opstillede situationer. Og det er netop en opstillet situation, der udgør motivet på det absolut mest kendte fotografi af Felice Beato, der under Boshin-borgerkrigen i slutningen af 1860’erne samlede en gruppe samuraier fra Satsuma-klanen for at tage et billede af disse, imens de kigger på et kort. Boshin-borgerkrigen var medvirkende til samurai-klassens fald, så billedet er blevet ikonisk for at forestille nogle af de sidste ægte samuraier, der ironisk nok kæmpede for deres egen undergang, idet Satsuma-klanen var modstandere af shogunatet, som endte med at tabe Boshin-krigen, hvorved en hæsblæsende moderniseringsproces tog sin begyndelse i Japan.
I 1945 var Japan blevet så svækket under Stillehavskrigen, at de allierede styrker havde formået at genvinde flere territorier, som Japan ellers havde erobret. Det gik tilmed så godt, at man gradvist kunne begive sig mod Japan, hvilket førte til kampe på japansk grund – heriblandt øen Iwo Jima, der blev invaderet af de allierede tropper i februar. En blodig kamp med tusindvis af tab blev afsluttet måneden efter, hvor de allierede styrker formåede at overvinde de japanske, som altså led et nederlag på egen grund, hvilket ikke blot styrkede kamplysten – det aktiverede også et håb om, at Japan rent faktisk kunne blive bejseret, og derfor intensiverede man i den kommende tid krigsførelsen, hvilket ganske vist førte til et japansk nederlag et halvt år senere. Efter sejren i et af de tidligste slag på Iwo Jima stod krigsfotografen Joe Rosenthal bag et af historiens mest ikoniske billeder, da han formåede at fange øjeblikket, hvor seks soldater i fællesskab rejser det amerikanske flag, hvilket senere blev et symbol på de allierede styrkers endelige sejr og dermed overtag i krigen.