Issie er navnet på et havuhyre, der siges at leve i Ikeda-søen, hvilket er den største sø på Kyushu. Navnet Issie er inspireret af Loch Ness-uhyret, der populært kaldes for Nessie, og selve eksistensen af Issie er da også taget direkte fra Loch Ness-uhyret, da der er tale om en ny myte, der opstod i 1961, før det første fotografiske bevis kom i 1978, da en mand påstod, at han havde taget et billede af Issie. Ligesom med Nessie menes Issie er være et levende fossil i skikkelse af svaneøgle, der er kendetegnet ved at have en lang hals og fire luffer. Et særligt karaktertræk er dog, at Issie har to pukler på ryggen, som oftest er det eneste, folk har set, når den har svømmet rundt ved overfladen. Dog er søen kendt for sine ål, så der er en udbredt overbevisning om, at Issie i virkeligheden er en kæmpeål. Der har været en dusør på Issie og flere TV-programmer har forsøgt at bekræfte dens eksistens, men indtil videre har der kun været få observationer, hvor ingen faktisk har kunnet give en detaljeret beskrivelse af Issie.
Ningen er en moderne japansk myte, der stammer fra internet-forummet 2channel, hvor dens eksistens første gang blev bekræftet i 2002 i et indlæg, som påstod, at et japansk forskningshold havde observeret en hvid, menneskelignende skabning under en ekspedition til Sydpolen. Derfor er Ningen kendt som Nankyoku no Ningen på japansk, hvilket kan oversættes til “mennesket fra Sydpolen”, eftersom Ningen i sig selv bare betyder “menneske”. Siden da er der blevet delt et utal af billeder af Ningen, der er begyndt at florere på internettet, hvorved myten er endt med at blive udbredt, og Ningen har sågar fået en modsætning i skikkelse af et lignende væsen kaldet Hitogata på Nordpolen. Og netop fordi Ningen siges at leve på Sydpolen, så er dens eksistens svær at bekræfte eller afvise, da det er et isoleret sted, hvor der sjældent kommer mennesker, hvilket er grunden til, at der faktisk er folk, der vælger at tro på, at den virkelig findes.
Jinmenken er betegnelsen for hunde med menneskehoveder. Dette er en moderne japansk myte, der opstod i 1989, hvor mange japanere begyndte at påstå, at de havde set hunde med menneskehoveder. Dette blev sågar en nyhed, som blev taget op i medierne, hvilket blot førte til, at endnu flere folk begyndte at se hunde med menneskehoveder, og der er endda også påstande om, at fænomenet blev skabt af medierne som en joke, men at denne blev taget alvorligt af folk, som derfor begyndte at se hunde med menneskehoveder. Nogen mener derfor også, at der var tale om et socialt eksperiment foretaget af universitetsstuderende for at se, hvad mennesker var villige til at tro på, og derfor påbegyndte man rygtet ved at sprede dette blandt børn, og således gik det fra mund til mund, så flere og flere blev bekendte med det.
Kunekune er en moderne japansk myte, der stammer fra internettet, hvor folk påstod at have set en hvidlig silhuet svæve rundt på rismarker. Eftersom denne skabning typisk kunne identificeres ved, at den blafrede med sine spinkle lemmer, så fik den navnet Kunekune, der er en betegnelse for det at vrikke med kroppen. Den oprindelige historie om Kunekune var tilsyneladende en spøgelseshistorie, der blev postet online i 2000, og i 2003 blev en alternativ version af denne historie udgivet på internetforummet 2channel, hvorefter folk begyndte at påstå, at de havde set en Kunekune, der altid befandt sig ved rismarker, hvor man på afstand kunne se den optræde som en slank, hvidlig, vrikkende menneskeagtig skikkelse. Kunekune er således en af de moderne myter, der er forholdvis nem at forklare. For hvis folk så sandelig har set noget, så har det højst sandsynligt været et fugleskræmsel – muligvis med en skjorte eller en anden form for løs beklædning, der har kunnet blafre i vinden.
Hibagon bliver typisk betegnet som den japanske bigfoot eller yeti. Der er nemlig tale om et stort, primatagtigt væsen, der flere gang blev spottet i og omkring Hiba-bjergene i Hiroshima-præfekturet i 1970. Historien blev dengang delt i medierne, hvilket førte til stor interesse blandt journalister og forskere, der flokkede til Hiba-bjergene for at dokumentere eksistensen af den japanske bigfoot, der fik navnet Hibagon. Dog lykkedes det ikke at opspore Hibagon, og imens søgningen af den stod på, opstod der spekulationer om, hvorvidt der kunne være tale om en undsluppen gorilla eller orangutang, selvom der nok snarere var tale om en fejlidentificeret kravebjørn. Men eftersom man aldrig fandt spor efter noget dyr, der kunne minde om Hibagon, så har myten om den fået lov at leve i lokalområdet, der endnu den dag i dag er kendt for at være hjemsted for Japans bigfoot.
Hasshaku-sama er navnet på en yokai, der blev introduceret i en tråd om spøgelseshistorier på internetforummet 2channel i 2008. Hér blev Hasshaku-sama beskrevet som en 240 centimeter høj kvinde, der vandrer rundt i de fjerne egne af Japan, hvor hun er berygtet for at kidnappe børn, som ikke kan slippe væk, når først hun har samlet dem op. Når en hasshaku-sama udser sig et offer, venter hun nogle dage med at slå til, hvilket som regel sker ved at lokke vedkommende i en fælde. En hasshaku-sama kan nemlig ændre sin stemme, så hun kan lyde som hvem som helst, så hvis man for eksempel er ude at gå, kan man risikere at blive lokket i baghold af en hasshaku-sama, der udgiver sig for at være en, man kender. Man er end ikke sikker i sit eget hjem, hvor en hasshaku-sama kan risikere at banke på med en andens stemme, og først når man åbner døren op, viser det sig altså at være en fælde.
Teke Teke er navnet på en moderne japansk myte i skikkelse af en ung kvinde, som har mistet det nederste af sin krop, efter hun blev kørt over af et tog. Den øverste del af hendes krop fortsatte imidlertid med at fungere og leve videre som en ond ånd, som hjemsøger de japanske gader, hvor kvinden slæber sig henover asfalten med sine hænder, hvilket skaber den teke-teke-lyd, som har lagt navn til hende. Skulle man risikere at støde ind i Teke Teke, så vil hun jagte en og sørge for, at man lider samme skæbne som hende – altså vil hun skære en over. Dette gør hun med brug af et redskab, såsom en sav eller et segl, som hun tilsyneladende slæber rundt på. Teke Teke har vænnet sig til at gå rundt med brug af sine arme, så hun er i stand til at løbe på disse, så selvom man prøver at stikke af, vil hun for det meste fange en til sidst.
Yamanoke er navnet på en moderne japansk myte, der opstod på internetforummet 2channel i 2007 i en tråd dedikeret til spøgelseshistorier. I den oprindelige fortælling blev Yamanoke beskrevet som en hvid skabning med en menneskeagtig krop, men i stedet for et hoved, har den et ansigt på sin brystkasse. Yamanoke lever i øde områder såsom bjerge, og man skal især vogte sig, hvis man er en kvinde, for en yamanoke kan nemlig besætte kvinder. Historier om yamanoke er blevet populære grundet frygten for at støde ind i et underligt væsen, imens man vandrer i bjergene, og yamanokes skræmmende udseende har blot været med til at forstærke skrækken. Dog er det uklart, hvad yamanoke egentlig er, idet den optræder som et fysisk væsen, men opfører sig som et spirituelt et af slagsen. I så fald kan det være en ond ånd fra et afdødt menneske, der af en eller anden grund er tiltrukket af kvinder. Det er derfor en mulighed, at yamanoke selv var en kvinde engang og igen ønsker at leve som en.
Kuchisake-onna er spøgelset af en kvinde, som døde efter at være blevet mishandlet. Hendes ånd fortsatte imidlertid med at leve videre og udser sig nu tilfældige folk, som den kan dræbe. Kuchisake-onna betyder “en kvinde, der har fået munden skåret op”, hvilket skyldes, at hun døde med et såkaldt Glasgow-smil. Når en Kuchisake-onna udser sig et uskyldigt offer, har hun som regel den nederste halvdel af ansigtet dækket til, og hun vil da spørge folk, om de synes, at hun er pæn. Hvis man svarer nej, må man omgående lade livet, men hvis man derimod svarer ja, så vil kvinden afsløre sit virkelige udseende og derefter spørge folk, om de stadig synes, at hun er pæn. Hvis man da svarer nej, vil man få kroppen skåret over, men hvis man svarer ja, så vil kvinden sørge for og udstyre folk med det samme udsende som hende – altså skære deres mund op.
Hanako-san er et pigespøgelse, der hjemsøger skoletoiletter. Legenden om Hanako-san opstod efter sigende i 1950’erne, men det vides dog ikke, hvorfra den har sin oprindelse, ligesom der ikke er enighed om, hvem hun i sin tid har været. Nogen mener, at hun er spøgelset fra en pige, der døde under Anden Verdenskrig, mens andre tror, at hun er et mordoffer. Der er dog bred enighed om, at Hanako-san kun kommer frem, hvis man besøger en skoles pigetoilet på tredje etage og her banker tre gange på døren til den tredje bås, mens man spørger, om Hanako-san er derinde. Hvis hun er det, vil hun i så fald svare på den anden side af døren. Der er i princippet tale om en japansk udgave af den amerikanske myte om Bloody Mary, og legenden om Hanako-san bliver derfor primært anvendt blandt skolebørn, der vil teste deres eget eller andres mod.