Det centrale Tokyo er officielt opdelt i 23 distrikter, hvor man finder mindre bydele. Nogle af disse er mere kendte og populære end andre, idet de gennem tiden har formet en unik kultur og dermed også et ry, der har gjort dem enten attraktive eller berygtede både blandt japanere såvel som udlændinge.
Dette er en liste over ti af de mest populære bydele Tokyo, der er kendte for deres atmosfære eller seværdigheder.
10: Ikebukuro
Ikebukuro ligger i Toshima-distriktet og er kendt for at være et underholdningsdistrikt, hvor folk tager til for at hygge eller more sig. Atmosfæren er derfor kendetegnet ved at være dynamisk, hvilke også betyder, at det er et af de mere travle og larmende steder i Tokyo. Et af de mest populære områder er Sunshine City, hvor man finder det, der engang var den højeste bygning i Asien. Ikebukuro er dog også blevet berygtet for at være et sted, hvor der foregår kriminelle aktiviteter, ligesom der her er en høj koncentration af udlændinge med dertilhørende butikker og restauranter drevet af udlændinge, hvilket er medvirkende til, at bydelen generelt er præget af divseritet.
9: Asakusa
Asakusa ligger i Taito-distriktet og er mest kendt for at være stedet, hvor man finder Sensoji, der er Tokyos mest populære tempel. Dette alene trækker derfor mange besøgende til, men ved templet befinder sig dog også en 250 meter gade kaldet Nakamise-dori bestående af butikker og boder. Denne er en af de ældste indkøbsgader i Tokyo, og står sammen med templet i kontrast til de ellers moderne omgivelser, der eksempelvis også inkluderer Tokyos ældste forlystelsespark. Før i tiden var Asakusa eftertragtet grundet sine mange teatre, men nu om dage er det derimod festivaler, der sætter sit præg på bydelen, som altså generelt et sted, hvor man kan opleve et harmonisk møde mellem nyt og gammelt i den japanske hovedstad.
8: Tsukiji
Tsukiji ligger i Chuo-distriktet og var i årtier kendt for at være stedet, hvor man fandt verdens største fiskemarked, indtil dette blev flyttet til Toyosu i 2018. Markedet prægede området i en sådan grad, at dette blev kendt for sine fiskebutikker og fiskerestauranter, som endnu er at finde i Tsukiji, der således er en kulinarisk attraktion i den japanske hovedstad, hvor madelskere kommer for at se og smage de mange typer af fisk og skaldyr, som kan købes og spises i de talrige gadekøkkener, som Tsukiji nu er kendt for.
7: Ueno
Ueno ligger i Taito-distriktet og er mest kendt for at være stedet, hvor man finder Ueno Park, der er en af de største og mest populære parker i Tokyo. Dette skyldes eksempelvis de tusindvis af kirsebærtræer, som befinder sig i parken, hvilket får besøgende til at flokke dertil, når disse springer ud om foråret. Men i parken befinder sig imidlertid også mange af hovedstadens største museer – heriblandt Tokyos nationalmuseum, ligesom det er hér, man finder Ueno Zoo, der er den ældste zoologiske have i Tokyo. Parken udgør dog en så stor del af Ueno-distriktet, at der ikke er så meget andet at se, men det er om ikke andet en historisk og kulturel perle i storbyen.
6: Roppongi

Roppongi ligger i Minato-distriktet og er kendt for at være et hipt underholdningsdistrikt med mange natklubber, barer og beværtninger. Roppongi er derfor et populært sted at opleve Tokyos natteliv, men i dagtimerne er der dog også mange ting at opleve, da der generelt er tale om en bydel præget af moderne arkitektur og kultur. Der er eksempelvis flere kunstmuseer i Roppongi, der i årevis har været præget af byudvikling, så mange skyskrabere er skudt op i bydelen – heriblandt Roppongi Hills, der inkluderer Mori Tower, som er en af de største bygninger i verden. Fra denne er det også populært at beundre synet af Tokyo Tower i nærheden.
5: Ginza
Ginza ligger i Chuo-distriktet og er kendt for at være et af de mest prestigefyldte steder i Tokyo, hvor man finder nogle af hovedstadens dyreste ejendomme. Her ligger derfor også mange fine restauranter og dyre butikker med luksusvarer. Det er også et af de eneste steder i Tokyo, hvor det er populært at gå i kimono, fordi man her finder flere kimono-butikker, og så er det eksempelvis også muligt at opleve kabuki-teater. Selvom Ginza mest er for folk med en tyk pengepung, så er bydelen præget af forbrug i en sådan grad, at der dog er et bredt udvalg af spisesteder og indkøbsmuligheder for alle typer mennesker.
4: Kabukicho
Kabukicho ligger i Shinjuku-distriktet og er et af Tokyos mest populære underholdningsdistrikter – både for folk, der vil feste og dyrke sex. i Kabukicho ligger nemlig ikke kun mange natklubber men også bordeller, hvilket har været medvirkende til, at bydelen er blevet berygtet for sine til tider lyssky foretagender, hvilket eksempelvis gjorde Kabukicho til et brændpunkt for kriminalitet i 1980’erne. I dag er der kommet mere styr på tingene, men Kabukicho er stadig et sted, hvor folk kommer for at slippe tøjlerne og slå sig løs i farverigt neonlys til lyden af musik. Kabukicho er blandt andet også Tokyos hovedsæde for homoseksuelle, så her er mange barer dedikeret til homoseksuelle, der kan mødes med ligesindede.
3. Odaiba
Odaiba ligger i både Minato-distriktet og Koto-distriktet. Der er nemlig tale om en menneskeskabt ø, og selvom denne blev dannet i 1800-tallet, så var det først i slutningen af det 20. århundreder, at den blev omdannet til et populært underholdningsdistrikt, med hoteller, indkøbscentre og museer, mens en af de mest ikoniske attraktioner er en stor Gundam-statue. Øen er kendt for sin evige udvikling og er særligt populær blandt kærestepar og familier som et afbræk fra storbyens travle gader. Man kan eksempelvis promenere på sandstrande og nyde synet af Regnbuebroen, som man kan krydse for at komme frem til Odaiba.
2: Harajuku
Harajuku er en populær betegnelse for et område beliggende i Shibuya-distriktet, der mest af alt er kendt for sin gademode, da det er et hovedsæde for Tokyos ungdomskultur. Harajuku er ofte med til at give et forvrænget og stereotypisk indtryk af japanske unge og deres tøjstil, fordi at bydelen er et sted, hvor man kan opleve unge med en unik påklædning. Det er dog ikke kun tøj og stil, der gør bydelen attraktiv men generelt det ungdommelige miljø, der også inkluderer hippe caféer og butikker med alt fra elektronik til merchandise. Harajuku er altså kendetegnet ved at være et dynamisk sted, hvor man kan opleve mange forskellige typer af mennesker.
1: Akihabara
Akihabara ligger i Chiyoda-distriktet og kaldes også for den elektriske by. Dette er nemlig Japans hovedsæde for populærkultur, så store dele af bydelen er dedikeret til elektronik, merchandise og spillehaller, hvor der er gang i den både i dagtimerne og om aftenen, hvor Akihabara er kendetegnet ved sine farverige neonlys. Akibahara bliver ofte kaldt for et otaku-paradis, fordi man finder en høj koncentration af butikker, der målretter sig fans af manga, anime og videospil, ligesom her er mange maid caféer, hvor man bliver serviceret af kvinder i stuepigeuniform. Alt i alt får man en sanselig overdosis i denne del af Tokyo, der er kendt for sin livlige atmosfære i stort set alle gader.