Yobai

Yobai kan oversættes til "nattekravleri" og er betegnelsen for en gammel japansk skik, hvor unge mænd ville snige sig ind i pigers kamre og med deres accept forgribe sig seksuelt på dem. Dette var en måde, hvorved mange par fandt sammen før i tiden, da det var en af de eneste metoder, hvor man der kunne skabes intim kontakt på tværs af kønnene, så de kunne udforske andres kroppe og dermed også deres seksualitet. Når unge mennesker blev kønsmodne modtog de derfor også seksualundervisning af en voksen mand eller kvinde, der satte dem ind i alt det praktiske, før de blev opfordret til at udføre yobai, som altså ikke blev betragtet som voldtægt. Dette var nemlig ikke en forbrydelse - det var en fuldt ud anerkendt skik, hvorigennem unge mennesker kunne eksperimentere med deres seksualitet og udveksle følelser, hvilket var svært at gøre i det offentlige rum, hvor konservative værdier lagde bånd på folks adfærd.

Når en ung mand "brød ind" i et hus havde forældrene muligvis vished om, at nogen var inde i deres hjem, men hvis de fornemmede, at gæstens interesse centrerede sig om husets datter, ville man ignorere hans tilstedeværelse. En mand ville heller ikke voldtage en pige, når han havde lokaliseret hende, men derimod vente på, at hun på den ene eller anden måde tilkendegav sin accept, så han derfra kunne videreføre sin mission. Hvis hun ikke gjorde modstand eller selv lagde op til fysisk kontakt, var dette eksempelvis et udtryk for, at hun tillod manden at dyrke sex med hende, hvis dette var formålet med hans visit. Han ville efterfølgende forlade huset inden daggry og eventuelt vende tilbage en anden aften, hvorved et forhold gradvist blev etableret i smug. Med tiden ville det så blive tid til, at pigens forældre omsider kunne lægge øjne på den unge mand i dagslys, hvis de to agtede at gifte sig.

I visse dele af Japan var det også almindeligt at gifte mænd og kvinder kunne besøge eller blive besøgt af hinanden, så faste par på den måde kunne udvide deres seksuelle horisont og med jævne mellemrum blive tilfredsstillet på anden vis - et fænomen, der i dag kaldes for partnerbytte. Yobai gjorde det endda også muligt for folk at have en affære, idet kvinder eksempelvis kunne undlade at låse døren, hvis deres mand ikke var hjemme, mens mænd kunne tage på natlige ture rundt i byen for at se, om det var muligt at blive tilfredsstillet hos en tilfældig kvinde, som havde lyst til besøg.

Yobai var ironisk nok en anerkendt adfærd, selvom denne var baseret på et tabubelagt emne, som man ikke talte højt om. Fænomenet var udbredt over hele Japan, men foregik hyppigst i mindre landsbyer, fordi her ikke lå bordeller, der gjorde det muligt for mænd at udforske deres seksualitet, og antallet af unge var også så begrænset, at de typisk allerede kendte hinanden og havde intentioner om at finde sammen. Yobai blev praktiseret helt frem til det 20. århundrede, og der blev registreret sager helt frem til efter Anden Verdenskrig, men det er nu om dage et uddødt fænomen, der vil være ulovligt at udføre.