I det feudale Japan var arrangerede ægteskaber normalt, da det var en praktisk måde for slægter at knytte bånd og således forstærke relationerne imellem dem. Det var som regel kvinden, der giftede sig op, og derfor var det i mange tilfælde også kvindernes familier, der stillede deres døtre til rådighed som et muligt parti for gifteklare mænd, men kvinder kunne imidlertid også modtage frierier og således vælge og vrage (med deres slægts samtykke). Dog kendte kommende ægtepar sjældent hinanden, og det var ikke altid, at de nåede at mødes, før de blev smedet sammen, så der var ikke altid følelser involveret. Det at blive gift var for det første en måde, hvormed man sikrede slægtens bevarelse og videreførelse, og skilsmisser var derfor også ildeset, men ikke desto mindre tilladt. Mens en mand blev anset som slægtens overhoved, så blev en kvinde betragtet som hans loyale sidestykke, som havde ansvar for hjem og børn, og kvinders samfundsstatus var derfor også betinget af deres mands, hvis slægt de blev en del af efter at have forladt deres egen.
Det var meget normalt, at mænd fik stillet deres fysiske lyster andetsteds - altså dyrkede sex uden for ægteskabet - enten hos prostituerede eller sågar med deres personlige konkubiner, men det at forgribe sig på en anden mands kone ville blive betragtet som et overgreb på hans værdighed, så dette afholdt man sig helst fra. Hvis kvinder var utro, blev det ligeledes anset for at være et overgreb på familien og dens status, som kvinder derfor kunne bevare ved at opføre sig anstændigt, mens mænd havde til opgave at sikre og bevare slægtens ansigt udadtil. Hen over tid svandt samfundslagene bort, og efter Anden Verdenskrig begyndte majoriteten af japanerne at tilhøre middelklassen, så det både blev nemmere at finde partnere fra ens eget "lag", ligesom man rent faktisk begyndte at forholde sig til det emotionelle aspekt ved det at danne par med nogen. I dag er det derfor ret almindeligt, at man dater forskellige personer, før man finder en fast kæreste, som man så er sammen med over en længere periode, før man beslutter sig for at gifte sig med hinanden. I Japan anses ægteskab nemlig for at være en selvfølge i et længerevarende parforhold. For mange japanere er det at finde en partner derfor ensbetydende med, at man senere kommer til at gifte sig med vedkommende, og af den grund er der stadig mange, der tænker praktisk, når de skal til at finde en kæreste, mens det følelsesmæssige aspekt bliver knap så vigtigt. Arrangerede ægteskaber praktiseres derfor stadig i Japan, hvor der således findes ægteskabsmæglere, der kan stå for pardannelse baseret på alt fra slægtsforhold, økonomi og sågar blodtype eller stjernetegn.
At blive gift i Japan hænger nemlig stadig sammen med det at stifte familie. Stort set alle japanske børn fødes, efter forældrene er blevet gift, da det er tabubelagt at få børn uden for ægteskabet i Japan - for ikke at sige problematisk, idet et barn i så fald bliver knyttet til sin mors slægt og dermed også får hendes slægtsnavn, hvorved dette skal ændres, hvis forældrene vælger at gifte sig. I Japan er det nemlig typisk kvinden, der tager mandens slægtsnavn, idet hun ved at gifte sig med ham bliver en del af hans slægt, men hvis hendes slægt mangler en arving, så kan det dog også ske, at manden bliver adopteret af sine svigerforældre og sådan set gifter sig med sin adoptivsøster og således får hendes efternavn, så han kan arve hendes slægt, hvilket samtidig tillægger ham en del forventninger fra sin svigerfamilies/adoptivfamilies side. Dog må man i Japan ikke gifte sig med nære familiemedlemmer - den nærmeste relation, der juridisk set er muligt, er et fætter/kusine-forhold - men seksuel incest er som sådan ikke forbudt i Japan, hvis begge parter er voksne og indforstået med det.
Traditionelt set er det fortsat manden, der er familiens overhoved og forsørger, så efter at være blevet gravid vil kvinden som regel droppe ud fra arbejdsmarkedet for i stedet at leve en midlertidig tilværelse som hjemmegående husmor med madlavning, rengøring og børneopdragelse. For mange fædre betyder dette overarbejde, der kan føre til, at de næsten aldrig ser deres familie og bliver emotionelt distanceret til denne. Samfundet er dog begyndt at forholde sig til og anerkende det moderne familiemønster samt enlige forsørgere, så mødre vælger i højere grad at fortsætte med at arbejde, selvom de har fået børn, fordi der nu om dage er bedre muligheder for at få dem passet, mens andre først vender tilbage til arbejdsmarkedet, når børnene er flyttet hjemmefra. For nogen kan det dog være svært at finde beskæftigelse, og de ender derfor med deltidsstillinger, hvor lønnen generelt er lav, så de forbliver afhængige af deres mænds indkomst.
I Japan har man status som ægtepar, så snart man har foretaget ændringen i sit familieregister på det lokale kommunekontor, og en ceremoni er derfor ikke nødvendig for at blive gift. Alligevel er der dog mange, der vælger at holde et bryllup, og dette kan foregå på forskellig vis. Et traditionelt bryllup i Japan foretages med udgangspunkt i shintoismen, hvor et par bliver viet ved en helligdom og efterfølgende fejrer foreningen med en ceremoniel sammenkomst med familie og venner. Gommen vil være iklædt en mørk klædedragt, mens bruden typisk er iført en hvid kimono med tilhørende hovedbeklædning. I de seneste årtier er kristne bryllupper dog blevet mere populære i Japan - ikke fordi japanerne er kristne, men fordi ceremonien tiltaler dem, da den betragtes som værende mere romantisk og knap så formel. Det er især fra USA, tendensen stammer, og derfor kan japanske bryllupper være lige så ekstravagante som amerikanske med dyre brudekjoler, store fester og mange gæster. Et bryllup finder ikke altid sted i en kirke, men kan foregå stort set overalt, også ved turistattraktioner, hvor det er muligt at leje lokaler til lejligheden. Kristne bryllupper er kort sagt blevet et kommercielt fænomen i Japan. Det er desuden blevet udbredt, at bruden og gommen ifører sig deres brudetøj på et senere tidspunkt og får taget opstillede billeder et eller andet sted i offentligheden, så de på den måde har et minde for livet. Det er mest normalt at give penge til det nygifte brudepar, og der skal helst være tale om nye og ubrugte sedler, som overdrages i en særlig konvolut til specielle lejligheder. Beløbets størrelse afhænger af ens relation til brudeparret - jo tættere knyttet, man er, desto højere er beløbet.
Skilsmisseraten i Japan var i mange år stigende, indtil den i 2002 toppede med næsten 300.000 skilsmisser. Siden da har antallet af årlige skilsmisser været faldende, men ægtepar vælger i højere grad at gå fra hinanden tidligere end før, fordi dette er blevet mere acceptabelt, samtidig med at det er blevet nemmere at leve en enlig tilværelse i Japan. Dette har resulteret i mange enlige mødre, idet det normalt er kvinden, der får forældremyndigheden over børnene, som kan risikere at miste kontakten til deres far, da de juridisk set kun er tilknyttet den forælder, som har forældremyndigheden. Først i 2026 blev fælles forældremyndighed introduceret som en mulighed i Japan, hvilket dermed også gav forældrene lige ret til samvær og opdragelse af deres børn. Det mest almindelige er dog, at skilsmissen først finder sted, når børnene er flyttet hjemmefra, så man undgår, at det påvirker dem, mens de er hjemmeboende. I Japan er man dog forpligtiget til at betale børnebidrag, og beløbet fastsættes ved skilsmissen, men man er trods alt økonomisk sikret i et ægteskab, hvilket er en af forklaringerne på, hvorfor mange først vælger at blive skilt, når børnene er flyttet hjemmefra, fordi man derfor ikke skal bekymre sig om at kunne forsørge dem. Når folk er blevet skilt, er det heller ikke unormalt, at de senere gifter sig på ny, netop fordi der i samfundet hersker en opfattelse af, at det er en naturlig konsekvens ved det at finde sammen med et andet menneske. Vælger et ægtepar at forblive gift, er det i langt de fleste tilfælde, manden der dør først, idet der er over fire gange så mange enker som enkemænd i Japan.
Gennemsnitsalderen ved indgåelse af ægteskaber i Japan er cirka 30 år, og aldersforskellen mellem manden og kvinden er sjældent særlig stor, ligesom det for det meste er manden, der er den ældste. For at blive gift i Japan skal man være fyldt 18 år, da dette er myndighedsalderen, men med forældrenes samtykke kan døtre få lov at gifte sig allerede som 16-årige. I Japan er det desuden ikke ualmindeligt, at børn bor hjemme hos deres forældre til de bliver gift, så de på den måde kan fokusere på at opbygge det økonomiske fundament for deres egen tilværelse og kommende familie. Netop fordi ægteskab betragtes som en selvfølge ved det at blive voksen, er der imidlertid et stigende antal japanere der aldrig vælger at finde en kæreste, fordi de simpelthen ikke agter at slå sig ned og stifte familie, og det bevirker altså, at man helt afholder sig fra at indgå i et kærlighedsforhold med nogen. At være i et langtidsforhold uden at have giftet sig er nemlig et tabu i Japan, hvor konceptet med samlevere ikke er så udbredt. Som homoseksuel kan man desuden ikke blive gift i Japan, hvor det kun er tilladt at indgå et registeret partnerskab i visse byer.