
I Japan kommer man ikke hinanden ved på fysisk vis, hvilket blandt andet vil sige, at man ikke giver hånd, når man hilser på hinanden, ligesom det ikke er almindeligt, at venner eller familie krammer hinanden, når de mødes eller siger farvel. Japanere er kort sagt ikke vant til at være i fysisk kontakt med andre, og det betyder, at de også har det svært ved at lade deres følelser komme til udtryk - hvilket især kan opleves, hvis man sammenligner japanske romantiske film med vestlige, idet mængden af kys i disse er meget begrænset og nogle gange endda fuldkommen udeladt. Det kys der i mange vestlige film vil blive betragtet som et klimaks, som skal binde hovedpersonerne sammen, er ofte blevet til en stille stund med udveksling af smil og blikke i de japanske film, og hvis dette resulterer i et kys, er der typisk tale om en konservativ udgave. Altså er passionerede tungekys noget af en sjældenhed. Det første filmkys på det japanske lærred hændte faktisk først efter Anden Verdenskrig i 1946.
Dette er som sådan ikke fordi, at kys er forbudt i Japan - det er bare ikke noget, man ser så ofte. Det at kysse i offentligheden er endnu et tabu i Japan, hvor det derimod er blevet almindeligt at se unge par gå hånd i hånd, hvilket ikke var lige så udbredt for blot få årtier siden. Derfor er det heller ikke lige så hyppigt, man ser "voksne" mennesker holde i hånd, når de går rundt sammen - og kys er som ofte noget, der holdes i privaten. Det samme gør sig som sådan gældende for de yngre generationer, men her er man dog også begyndt at løsne lidt op, så det faktisk bliver mere udbredt (mest i storbyerne) at se kærestepar udveksle et kys engang imellem. Det er dog ikke sådan, at de står og snaver hinanden i gulvet i flere minutter, da dette trods alt bliver betragtet som uanstændigt. Befinder man sig afsides i forhold til andre mennesker, eller er man sågar helt alene, er de unge japanere mere tilbøjelige til at kysse, da man dermed undgår at fornærme nogen eller vække opsigt.
Undersøgelser viser imidlertid, at japanerne i gennemsnit først får deres første kys, efter de er fyldt 18 år og dermed er blevet myndige, hvilket kan skyldes, at japanske unge bliver opfordret til at fokusere på deres studier, så deres fysiske lyster bliver undertrykt. Dette betyder også, at man ikke får mulighed for at udforske disse, imens man er ved at udvikle sin seksualitet, og derfor bliver kys altså ikke noget, der bliver knyttet til denne og således heller ikke noget, man bliver seksuelt eller emotionelt stimuleret af. Omvendt kan kys derimod også betragtes som en seksuelt ladet akt, fordi denne er så tabubelagt, at man måske betragter kys som et slags forspil og derfor er tilbøjelig til sjældent at kysse eller kun gøre dette i private rammer.
Det er dog ikke sådan, at kys anses for at være ulækkert, og det generer egentlig heller ikke nogen, men det kan medvirke til, at folk omkring en bliver forlegne, netop fordi det er noget, man ikke er vant til at se og betragter for at være intimt. På samme tid er de japanske kønsroller endnu ret traditionelle, så det er for det meste op til den mandlige part at lægge op til et kys, og hertil kommer, at japanske mænd er kendte for at være meget ydmyge og påpasselige i deres interaktion med andre. Men det er dog også med japanere som med alle andre, at hvis man har drukket for meget, så bliver det nemmere at smide hæmningerne, og derfor er de steder, hvor der serveres alkohol, nok der, hvor man i Japan vil opleve flest kys i offentligheden.
Udlændinge rådes til at nedtone kysseriet, når de befinder sig i Japan, men i bund og grund har japanerne mere forståelse for, at udlændinge udveksler mundvand, idet de trods alt er klar over, at det er noget, der hører til visse kulturer. Det er dog også noget, der automatisk får japanerne til at kigge væk, og derfor bør man ligeledes huske på, at det at tilegne sig selv opmærksomhed på en sådan måde er ildeset i Japan. Det er som sådan uvist, hvilken betydning kys har haft i den japanske kultur, eftersom det sjældent er nævnt i historiske kilder, så hvis kys historisk set ikke har været en måde at udtrykke følelser, så er det naturligvis heller ikke blevet en integreret del af kulturen - dog ses kys skildret på de erotiske billeder kendt som shunga. Nu om dage anvender man tilmed ofte det engelske ord "kiss", selvom der findes flere japanske udtryk for et kys.