Shunga er betegnelsen for traditionel erotisk kunst inden for ukiyo-e, der primært dækker over typer af træsnit, som blev populære i løbet af Edo-perioden (1603-1868), hvor produktionen af træsnit havde sin storhedstid. Alle mulige motiver blev anvendt på træsnit, hvilket førte til, at erotik også blev et tema på disse, da man begyndte at skildre samlejer og andre seksuelle akter, der spændte fra det normale og uskyldige til det mere absurde og bizarre.
Der var rent ud sagt tale om en type pornografi bestående af illustrationer og i mange tilfælde også tilhørende historier, som satte motiverne ind i en bestemt kontekst. Shunga havde allerede eksisteret som tegninger i Japan i flere hundrede år, men træsnit gjorde det muligt at masseproducere motiver, så de kunne blive spredt rundt blandt befolkningen, hvor mænd såvel som kvinder fra alle samfundslag erhvervede sig shunga. For nogen var det naturligvis seksuelt ophidsende, mens andre derimod fandt det underholdende, og det blev endda så socialt acceptabelt at besidde shunga, at produktionen af det blev aftabuiseret, så selv kendte kunstnere stod bag shunga.
Dette er til trods for, at Tokugawa-shogunatet faktisk anså shunga som værende uanstændigt og derfor forsøgte at forbyde alle former for pornografi. Dette blev aldrig en realitet, så shunga blev i stedet produceret og solgt i al hemmelighed, mens private stadig måtte besidde erotisk kunst, som de gerne viste til andre - heriblandt også vesterlændinge, da Japan i slutningen af 1800-tallet åbnede grænserne op til omverdenen efter mere end 200 års isolation. Vesterlændinge anså imidlertid ikke shunga som kunst, men derimod som vulgært materiale, så shunga blev for eksempel ikke solgt til museer, fordi man simpelthen ikke turde vise det frem af frygt for at støde folk.
I samme periode begyndte Japan at modernisere samfundet med udgangspunkt i Vesten, hvilket også betød, at man tog dennes dyder til sig og således også forbeholdet mod pornografi. Erotisk kunst blev af den grund destrueret eller gemt af vejen og blev altså tillagt tabu, hvorved shunga forsvandt fra offentlighedens øjne og blev en privat hobby. I dag betragtes shunga generelt for at være en traditionel kunstart, og i udlandet udstilles værker nu mange steder på museer, men i Japan vil man dog opleve, at shunga ofte har sin egen sektion, eller findes som udstillinger på såkaldte sexmuseer, hvor børn ikke har adgang, for det at vise ucensureret penetrering er nu om dage forbudt, og shunga opfattes af den grund som "uanstændigt materiale".
Shunga tog udgangspunkt i almindelige mennesker og skildrede dem ofte med tøj på, fordi nøgenhed ikke blev tillagt seksuel værdi i det feudale Japan. Det var derimod den seksuelle akt, der blev gengivet som onani, forspil, oralsex og samlejer - både mellem heteroseksuelle og homoseksuelle, og nogle gange endda også mellem mennesker og dyr. Et af de mest kendte shunga-værker er eksempelvis motivet med en kvinde og to blæksprutter, der blev skabt af den kendte kunster Hokusai.
Generelt blev der taget udgangspunkt i fantasier som tema såsom gruppesex, affærer og forførelser, og nu og da blev der anvendt symboler som for eksempel tørklæder, der skulle repræsentere en snarlig udløsning. Det karakteristiske ved shunga er dog, at kønsorganerne blev overdimensionerede, så disse fik tillagt fokus og en nærmest overmenneskelig værdi, og selv den dag i dag er det et hyppigt anvendt virkemiddel i hentai (illustreret eller animeret porno), eftersom shunga sådan set var forløberen til hentai.