

Den 18. juni 2018 klokken 7.58 ramte et jordskælv det nordlige Osaka-præfektur cirka 10 kilometer fra udkanten af Osaka by, hvor i alt 4 mennesker mistede livet, mens mere end 400 andre blev kvæstet. Jordskælvet havde en styrke på 5,6 på momentmagnitudeskalaen, og dets epicenter lå 13,2 kilometer under jorden, hvilket førte til mindre ødelæggelser på bygninger i området omkring Osaka og Kyoto.
Eftersom jordskælvet ramte om morgenen midt i myldretiden, så førte dette til, at mange mennesker strandede på veje, i tog og på stationer, da infrastrukturen blev påvirket. De mest omfattende skader oplevede man dog på gas- og vandrør, hvilket førte til, at over hundredetusinde borgere i flere præfekturer mistede deres forsyning, mens 170.000 mennesker i Osaka var uden strøm umiddelbart efter jordskælvet. Kun enkelte brande brød ud, og de blev hurtigt slukket.
Blandt de fire dødsofre var en skoleelev, der blev mast under en mur, der faldt ned over hende uden for hendes skole, og da det viste sig, at denne mur ikke efterkom moderne sikkerhedsregler, førte det straks til en undersøgelse af bygningsværker rundt omkring ved landets skoler.
