Den 15. august 1945 overgav Japan sig til de allierede tropper og erkendte dermed nederlaget i Anden Verdenskrig, der officielt sluttede to uger senere, den 2. september, da Japan formelt underskrev en fredsaftale. Fra denne dag ændrede det japanske territorium sig, idet Japan blev okkuperet af USA, samtidig med at man måtte opgive de landområder, man under krigen havde erobret. Det betød, at tusindvis af japanere måtte vende tilbage til Japan fra de egne, de opholdt sig i, da krigen sluttede, og det inkluderede også øen Sakhalin, som Sovjetunionen valgte at tilbageerobre i kølvandet på Japans overgivelse, hvorved flere hundredetusinde japanske indbyggere blev tvunget til at forlade denne umiddelbart efter.
Japan hverken kunne eller måtte gøre modstand, så derfor besluttede man sig for at lade overtagelsen finde sted ved at evakuere de japanske statsborgere og hente dem tilbage til landet med det samme, og til dette anvendte man alle de både, man havde til rådighed - heriblandt de to skibe Taito Maru og Ogasawara Maru. Ogasawara Maru var et 40 år gammelt kabelskib, der var i færd med at lægge kabler mellem Hokkaido og Sakhalin, da krigen endte, mens Taito Maru var et kun halvandet år gammelt krigsskib. Begge skibe kunne håndtere en besætning på flere hundrede mand, så de egnede sig perfekt som transportmidler for de mange japanske flygtninge, der skulle fragtes væk fra Sakhalin. Men netop fordi der var tale om et krigsskib og et kabelskib, så var sikkerhedsforholdene ikke lige så optimale som hos passagerfærger, så man løb samtidig en risiko ved at tillade, at tusindvis af civile blev lukket ombord.
Ogasawara Maru var blandt de første skibe, der sejlede fra Sakhalin, hvilket skete den 18. august, hvor det lykkedes at evakuere omkring 1500 japanere - primært kvinder, ældre og børn - og sejle dem til den nærmeste havn i Wakkanai på Hokkaido, hvor alle passagerer blev sat af, før man vendte tilbage til Sakhalin og gentog turen til Wakkanai - igen med cirka 1500 ombord. Omkring halvdelen af disse blev denne gang sat af i Wakkanai, før skibet fortsatte videre sydpå mod Otaru med omkring 700 mennesker ombord. Dette foregik den 21. august, og dagen forinden var Taito Maru ankommet til Sakhalin, hvor man havde reddet knap 800 japanere, før man ligeledes satte kursen mod Otaru bag Ogasawara Maru og et andet skib med over 3000 flygtninge kaldet Shinko Maru 2.
Om morgenen den 22. august blev alle tre skibe dog udsat for et undervandsangreb, efterhånden som de nærmede sig land. Ogasawara Maru blev som det første ramt af en torpedo klokken 4.20, før Shinko Maru 2 blev beskudt under en time senere. På Shinko Maru 2 var man dog i besiddelse af maskingeværer og kunne således svare igen med skud, hvilket gjorde det muligt at sejle videre til havnen i Otaru trods et hul i skroget, mens det allerede var for sent for Ogasawara Maru, der derimod endte med at synke. Og samme skæbne overgik Taito Maru, der ligeledes blev ramt af en torpedo, da det kom sejlende i samme område lidt i klokken ti.
Der var hverken redningsveste eller redningsbåde nok til alle ombordværende på de to skibe, så langt de fleste af disse endte med at drukne, netop fordi der primært var tale om kvinder, ældre og børn, der ikke var stærke nok til at klamre sig til vraggods eller svømme de cirka 30 kilometer til land. Kun 174 personer formåede derfor at overleve de to skibsforlis, hvor mere end 1000 mennesker mistede livet - 638 på Ogasawara Maru og 667 på Taito Maru. Tragedien kunne dog have været større, hvis Shinko Maru 2 ligeledes var sunket grundet dets enorme passagerantal, men hér var cirka 400 mennesker dog også blevet dræbt som følge af torpedoangrebet, så mindst 1708 mennesker samlet set menes at være omkommet. Da der ikke blev ført officiel kontrol over antallet af ombordværende på de tre skibe, er det samlede dødstal dog umuligt at anslå, da det er et skøn baseret på de unøjagtige optællinger, der blev foretaget på Sakhalin og i Otaru.
Ingen vidste, hvem der havde affyret torpedoerne mod de tre skibe, og ingen er nogensinde blevet stillet til ansvar for angrebet. Man så dog mindst to ubåde, som det ikke var muligt at identificere, men siden er det blevet afsløret, at to sovjetiske ubåde netop befandt sig i farvandet med det formål at invadere og overtage det nordlige Hokkaido, mens Japan var svækket. Hvad der så fik dem til at angribe de tre skibe er fortsat en gåde, men en af teorierne er, at man antog dem for at være krigsskibe - også selvom de havde hejst det hvide flag for at vise, at man var på en fredelig mission. Japan havde i forvejen overgivet sig, så der er også nogen, der mener, at der simpelthen bare var tale om en bevidst og respektløs handling for at skade en i forvejen nødstedt nation.
Netop fordi Japan ikke længere var aktiv i krig, så var angrebet som sådan i strid med de internationale love, selvom en fredaftale endnu ikke var udformet og formelt underskrevet, men på trods af beviser så har man i Rusland aldrig anerkendt at stå bag. Den ene af de to ubåde forsvandt på missionen, idet den åbenbart blev sprængt i luften af en mine, mens besætningen på den anden ubåd blev hædret med medaljer. Selvom der var tale om et angreb på forsvarsløse civile med et antal dødsofre på over 1500, så er hændelsen stort set ukendt uden for Japans grænser, men heller ikke mange japanere har kendskab til ulykken.