Denne serie kunne have været et mesterværk, hvis det ikke var for det varierende karakterdesign, som gør den visuelt svær at nyde. Animationen er god, men stilen er simpelthen så ustadig, at Shiki mest af alt ligner et møde mellem Yu-Gi-Oh! og Monster, og dette clash er desværre med til at ødelægge stemningen, da det er to vidt forskellige stilarter, som står i fuldkommen kontrast til hinanden.
Jeg synes, at det var en fejl at basere serien på mangaen, hvorfra man har hentet karakterdesignet - i stedet skulle man have benyttet sig af kunstnerisk frihed og baseret den på de romaner, som Fuyumi Ono også udgav, og som hun selv baserede mangaen på. Karakterdesignet er så varierende, at det ofte grænser til tåbeligt. Der er intet flot eller uhyggeligt ved folks udseende - de er kort sagt bare latterlige at se på, og derfor var jeg hurtigt ved at droppe serien, fordi jeg aldrig vænnede mig til folks udseende, som slet ikke passer ind i det univers de optræder i.
Stemningen er nemlig meget som i Monster, så mange af karaktererne passer til handlingen, mens andre hører til universer, der kendetegnede anime i begyndelsen af 2000. Jeg er dog glad for, at jeg så serien til ende, for i sidste ende var den så interessant, at jeg faktisk nød handlingen, der blev fortalt i et tilpas tempo med mange komplekse aspekter og et utal af karakterer, hvis design ironisk nok hjælper til at holde styr på alle, hvis man ikke lige orker at huske 50 navne.
De mange personer gør dog også, at serien slutter med en del løse ender, hvoraf nogle af disse blev taget op i to specialafsnit. I begyndelsen dør folk på stribe, og dette bliver taget i forholdvis stiv arm, så det er svært at forholde sig til den tragedie, det jo egentlig er. For mig er det sidste halvdel af serien, der er den bedste del, fordi sandheder kommer frem, og budskabet bliver tydeligt, da det i bund og grund handler om basal overlevelse - eksistentielt såvel som kulturelt.
Der er mange virkelig brutale scener, som ville have været så meget bedre, hvis ikke det var fordi folk bogstavelig talt lignede tegnefilmsfigurer, da det er med til at bryde illusionen om, at det hele er troværdigt. Der er også mange fjollede kostumer, der tydeligvis er til for at gøre serien tiltalende for cosplay-segmentet, men hvis man bekender sig til plottet og fordyber sig i handlingen, undrer man sig bare over, hvor døde mennesker får deres tøj fra, og hvordan de har tid til at skifte.
Det mest interessante er at følge de levendes kamp for overlevelse a la zombie-film, så løserødt hår og gigantiske øjne får gyset til at falme gevaldigt. Den fabelagtige musik er ikke desto mindre med til at fremkalde den dystre stemning, som man grundlæggende set forsøger at skabe.
