Yoshinori Ueda

Yoshinori Ueda

Yoshinori Ueda var en japansk seriemorder, der fra 1992 til 1993 stod bag fem menneskers død. Disse havde det tilfælles, at de boede i Osaka og omegn, hvor Yoshinori selv var fra, men han tog dog livet af sine ofre i byen Shiojiri i Nagano-præfekturet, hvor han i begyndelsen af 1992 åbnede en hundekennel. Det var også på den måde, Yoshinori kom i besiddelse af det muskelafslappende middel, som blev brugt til at aflive hunde, da han fik dette udleveret af sin dyrlæge, så han selv kunne aflive en af sine hunde. I virkeligheden ville Yoshinori dog bruge dette middel til at tage livet af mennesker, og hans første offer var en 23-årig mand ved navn Hiroshi Seto, som var en af Yoshinoris tidligere kolleger.

Efter at Yoshinori havde afsløret, at Hiroshi var homoseksuel, var der opstået uoverensstemmelser mellem de to på deres arbejdsplads, hvilket i sidste ende fik Yoshinori til at undskylde over for Hiroshi. Han følte sig dog ydmyget over dette, så efter at have åbnet kennelen i Shiojiri valgte han at invitere Hiroshi til denne i juli 1992, hvilket var sidste gang, den unge mand blev set i live. Efter at have mødtes med Yoshinori blev han nemlig givet sovepiller, så han faldt i søvn og aldrig vågnede op igen, idet han fik indsprøjtet det muskelafslappende middel i kroppen, hvorved han mistede evnen til at trække vejret og således blev kvalt. Hiroshis liv blev efterfølgende begravet ved kennelen, men samme måned slog Yoshinori Ueda imidlertid to andre mænd ihjel, hvilket kom til at foregå på samme måde.

Der var denne gang tale om den 33-årige Sanpei Fujiwara og 20-årige Koh Kashiwai, der også var nogle af Yoshinoris bekendte. Sanpei var nemlig en af hans investorer, der havde indskudt penge i Yoshinoris kennel, og da han den 26. juli 1992 mødte op ved denne for at se, hvordan pengene var blevet forvaltet, endte han i stedet med at miste livet, da han fik en indsprøjtning med det muskelafslappende middel, efter at han var blevet givet drikkelse indeholdende sovepiller. Og allerede dagen efter kontaktede Yoshinori så Koh, der også var en af hans tidligere kolleger, da han opsøgte den unge mand med et jobtilbud, hvilket Koh valgte at tage imod. Men kun tre dage efter ankomsten til kennelen blev han ligeledes slået ihjel med brug af sovepiller og det muskelafslappende middel.

Drabet på Hiroshi lod til at være en hævnakt, mens motivet bag drabene på Sanpei og Koh derimod var af økonomisk karakter. Yoshinori var nemlig så grådig, at han ikke havde i sinde at betale sine investorer tilbage, så han skilte sig derfor af med Sanpei, mens han heller ikke var villig til at betale for arbejdskraft, og af den grund måtte Koh også lade livet, så Yoshinori dermed slap for at udbetale løn til ham. Og det var også grådighed, der drev ham til at fortsætte sin drabsbølge, da han efter et års pause tog livet af to 47-årige kvinder i oktober 1993, hvor han først dræbte Sachiko Takahashi efterfulgt af Nobuko Shiji.

Da Yoshinori Ueda endte i økonomiske problemer, var han nemlig nødt til at finde nye investorer, og han kontaktede derfor Sachiko, som valgte at låne ham penge. Men disse havde Yoshinori dog ikke i sinde at betale tilbage, så dette undgik han ved at invitere Sachiko hjem til sit hus i byen Yao, hvor hun blev givet sovepiller og dræbt med brug af det muskelafslappende middel, før hendes lig blev anbragt i varerummet på Yoshinoris bil, så det senere kunne blive kørt til kennelen i Shiojiri. Men liget befandt sig dog stadig i bilen, da Nobuko tre dage senere mødte op ved Yoshinoris hjem for at kræve sine penge tilbage, efter at hun også havde investeret i kennelen, hvor hun ikke var tilfreds med forholdene. Yoshinori havde dog ingen penge, så han hverken kunne eller gad at betale dem tilbage, så han bedøvede i stedet kvinden med brug af sovepiller og lagde hende i varerummet på sin bil sammen med Sachikos lig, hvorefter han satte kursen mod kennelen, så han kunne give hende en indsprøjtning af det muskelafslappende middel, som han var løbet tør for derhjemme.

Da bilen standede ved kennelen i Shiojiri, var Nobuko dog kommet til sig selv, og hun var dermed også vågen, da Yoshinori hér gav hende den dødelige indsprøjtning, der langsomt fik hende til at miste bevidstheden, før hun sov stille ind. Han begravede herefter de to kvinder sammen med de tre andre lig, som allerede befandt sig på grunden, men både Sachiko og Nobuko havde dog familier, så deres forsvinding blev naturligvis efterforsket, og eftersom Nobuko havde skrevet en seddel til sin mand, hvor der stod, at hun ville besøge Yoshinori, blev han naturligvis udpeget som mistænkt af både politiet og medierne. Og da man tilmed kunne konkludere, at han ligeledes kendte Sanpei Fujiwara og Koh Kashiwai, som begge var meldt savnet, blev han med tiden anholdt for at stå bag de fire forsvindinger.

Under afhøringer valgte den 39-årige Yoshinori Ueda dog kun at tilstå drabet på Sachiko Takahashi, men da man fandt frem til hendes lig ved kennelen i Shiojiri, viste det sig dog, at der lå langt flere begravet, og at man i virkeligheden havde at gøre med hele fem ofre, som Yoshinori i sidste endte erkendte at have slået ihjel, hvorved det stod klart, at man havde pågrebet en seriemorder. Dog begik Yoshinori tilsyneladende sit første drab i 1990, idet han påstod, at han dengang havde kvalt en 18-årig mand ved navn Toyohito Kitahara efter at have franarret ham penge. Politiet kunne imidlertid ikke finde frem til Toyohitos lig, så det var ikke muligt at bevise, at Yoshinori havde begået denne forbrydelse, som han derfor heller ikke kunne sigtes for. Han blev således kun retsforfulgt for at stå bag fem andre menneskers død, for hvilket han blev dømt til døden.

Total Page Visits: 369 - Today Page Visits: 1