Halloween

Halloween fejres hvert år den 31. oktober, men ligesom med Danmark, så er Halloween ikke en traditionel højtid i Japan, hvor man dog også er blevet påvirket af den amerikanske fejring af Halloween, som derfor har vundet indpas siden årtusindeskiftet. Halloween er således kendetegnet ved at være en dag, hvor man fejrer uhyggen ved blandt andet at opføre dekorationer såsom udskårne græskar, som høstes og sælges i løbet af oktober. Det er også populært at holde events, hvor folk klæder sig ud, og i storbyerne holdes der sågar parader, hvor folk er klædt ud som zombier eller andre skræmmende væsner. Dog trækker japanerne i alle slags udklædninger, som nødvendigvis ikke er uhyggelige.

Det er generelt udklædning og oppyntning, som japanerne har taget til sig, for i modsætning til USA, så går børn ikke fra dør til dør for at bede om slik. I stedet fejres Halloween som en festival, hvor fælles aktiviteter er i fokus. At fejre Halloween privat er derfor ikke ret udbredt, men både forlystelsesparker og andre offentlige steder markerer som regel Halloween med et stort arrangement og lokker derfor besøgende til at tage del i fejringen på bestemte steder, så Halloween i teorien markeres i lokale bobler. I Tokyo bliver visse gader endda lukket af, så disse kan benyttes til gadefester, og selv tog bliver benyttet til Halloween-events. Fejringerne har ofte ført til tumult såvel som et gentagende problem med skrald i gaderne. Der er også ofte støjklager, fordi at Halloween jo ofte falder på hverdage, og da det ikke er alle japanere, der fejrer Halloween, så har der også været eksempler på folk, der har ringet efter politiet, fordi de eksempelvis har troet, at de har set mordere på gaden eller folk der er kommet til skade. Omvendt kan rigtige forbrydelser tolkes som events, hvilket mange eksempelvis troede var tilfældet, da en mand stak tilfældige folk ned i et tog under Halloween i 2021.

Selvom det ikke er almindeligt at gå fra dør til dør og bede om slik, så sælges der alligevel masser af Halloween-slik i butikkerne, hvor visse produkter endda også kommer i Halloween-udgaver. Som i andre dele af verden er det hyppigste farvetema orange og sort.