I Japan er det ulovligt at smide affald på gaden, men der er imidlertid ikke mange offentligt tilgængelige skraldespande i Japan, så når man kommer i besiddelse af noget affald, som man skal skille af vejen, så er det normalt at bære dette på sig, indtil man kommer hjem til sin egen skraldespand. Dette gælder sågar cigaretskodder, som også er underlagt lovgivningen, og derfor må man ikke smide disse fra sig i Japan, hvor rygere derimod bærer rundt på en lille pung, hvori de kan lægge deres færdigrøgede skod. Offentlige skraldespande befinder sig stort set kun på stationer, i butikker med overvågning, ved seværdigheder samt i lyntoget shinkansen, ligesom der er genbrugsskraldespande til flasker nær salgsautomater. Stort set alle udendørs skraldespande blev nemlig fjernet i Japan i slutningen af 1990'erne, efter et par opsigtsvækkende forbrydelser satte fokus på problematikken ved at have disse.
I 1994 blev 27 menneskedele eksempelvis fundet efterladt i skraldespande i Inokashira Park, hvor man derfor begyndte at begrænse antallet af skraldespande, da man erkendte, at disse kunne blive benyttet til at skjule forbrydelser og skille sig af med beviser. Men skraldespande kan imidlertid også benyttes til terrorangreb, hvilket man allerede indså året efter, hvor den nyreligiøse sekt Aum Shinrikyo spredte sarin i Tokyos metro. Sarinen befandt sig i poser, som var pakket ind i avispapir, som blev efterladt på gulvet i togene og prikket hul på med brug af paraplyer, umiddelbart inden terroristerne forlod disse, så selvom skraldespande slet ikke spillede en rolle, så blev disse altså fjernet fra gadebilledet, idet man nemt kunne foretage lignende angreb ved at skjule våben i disse, uden at det ville vække opsigt - men vigtigst af alt, uden at man ville blive fanget på overvågningskameraer. Nu om dage bliver man derimod fanget på film, når man begiver sig ind på et sted, hvor der befinder sig offentligt tilgængelige skraldespande, og disse kan derfor ikke benyttes til at foretage angreb eller skjule forbrydelser. Disse skraldespande er desuden opdelt i kategorier, for i Japan er det lovbestemt, at affald skal sorteres, hvilket det har været siden 2000.
Japan fik sin første skraldelov i 1900, hvor affaldshåndtering blev introduceret med det formål at foretage en systematisk afskaffelse af skrald og menneskelige efterladenskaber i forsøget på at forhindre spredningen af sygdomme, efter at landet havde været ramt af flere dødelige epidemier. I samme periode begyndte man derfor også planlægningen af et kloaksystem i landets storbyer, mens skraldeloven påbød, at private skulle holde deres grunde rene, hvilket skulle foregå i samarbejde en nyindført affaldssektor administreret af bystyret, der fik til opgave at holde offentlige områder rene. Skraldemænd og lossepladser blev dermed introduceret, og japanerne fik mulighed for at få hentet deres affald overalt i landet. Dengang sorterede man dog ikke i skraldet, så al affald blev indsamlet og brændt i bunker på lossepladser, så der kunne blive plads til nyt.
En ny lov blev indført i 1954, hvor mængden af skrald tiltog i takt med, at Japans økonomi blev styrket i kølvandet på Anden verdenskrig. Byerne fik derfor mere støtte til at udføre og videreføre bortskaffelsen af affald ved eksempelvis at hyre private firmaer til dette, mens forbrændingsanlæg senere blev introduceret som et alternativ til lossepladser, hvor man effektivt kunne skille sig af med store mængder skrald og samtidig udnytte energien fra dette. Ligesom med mange andre fabrikker, havde disse imidlertid den ulempe, at de skabte forurening - eksempelvis restprodukter, som man skilte sig af med på gammeldags vis ved at dumpe dette under den åbne himmel uden overhovedet at forholde sig til, hvad disse bestod af. Der var nemlig ingen lovgivning omkring håndteringen af skrald - heriblandt industrielt affald, idet man endnu ikke havde erkendt faren ved dette - ikke før flere store miljøkatastrofer rystede Japan. En ny skraldelov blev derfor indført i 1970, hvor affaldshåndteringen blev skærpet, mens virksomheder nu også fik et ansvar for at skille sig af med deres affald på korrekt vis i stedet for at dumpe dette i naturen, hvilket hidtil havde været en almindelig og temmelig udbredt praksis.
Herfra begyndte den japanske skraldelov at blive temmelig streng, så alle i Japan kunne lære at værdsætte deres grund og deres omgivelser ved at skille sig af med deres affald på behørig vis. Formålet med skraldeloven blev ikke kun, at affald skulle sorteres, men også at dette skulle begrænses, og derfor blev genbrug indskrevet i loven, da denne blev revideret i 2000. Dette medførte i al sin enkelthed, at japanerne blev påtvunget at sortere deres affald i op til 30 forskellige kategorier, alt afhængigt af hvor i landet de bor. Man kan som regel se en oversigt over, hvordan skraldet skal sorteres i ens boligområde på skilte eller på husstandsomdelte løbesedler. Stedet, hvor skraldet bliver hentet, varierer også alt efter, hvor i landet man befinder sig. Nogle steder skal affaldet efterlades på gaden på en bestemt dato, andre steder skal det efterlades i store bure, der skal forhindre, at bjørne får adgang til det, mens der også findes beholdere med net, som skal holde fugle ude. I disse bure og beholdere er der nu og da spande eller rum, så man nemt kan sortere skraldet, men hvis dette derimod skal efterlades på gaden, skal det pænt stilles frem i kategorier.
Hvis skraldet ikke er sorteret korrekt, kan skraldemænd nemlig nægte at indsamle skraldet, hvilket ofte fører til nabokonflikter i Japan, fordi en hel boligblok dermed kommer til at stå med en dynge af uhentet skrald, blot fordi en person ikke har sorteret det korrekt. I nogle egne skal man derfor skrive sit navn på sit affald, så man altid kan se, hvem der har ansvaret for det. Affaldssortering er således en af de mest almindelige årsager til naboklager og lokale stridigheder i Japan, hvor man flere steder dog kan opleve elektronisk storskrald såsom hårde hvidevarer flyde rundt omkring i landskabet. Dette skyldes, at denne type affald er underlagt en særlov, der påbyder, at producenterne skal sørge for at sende brugt elektronik til genbrug. Før producenterne vil tage imod de brugte genstande, skal man som forbruger betale en afgift for at få dem hentet, og mange vælger derfor den nemme og gratis løsning, hvilket altså er at frasige sig ejerskabet ved at efterlade tingene i naturen, til trods for at dette er ulovligt. Selvom der ikke er pant på flaskerne i Japan, er dette dog den affaldskategori, som topper listen over genanvendte materialer, da det er en af de ting, det er nemmest at skille sig af med. De offentlige skraldespande i Japan er nemlig primært tiltænkt drikkeemballage for netop at afholde folk fra at smide dette fra sig. Det er dog ikke alle flasker, der bliver sendt til genbrug, for i Japan er det normalt at ofre drikkevarer til de døde ved at placere disse på gravsteder, ligesom der findes en udbredt skik kaldet nekoyoke, hvor man placerer plastikflasker fyldt med vand i det offentlige rum i forsøget på at skræmme katte væk. Så selvom det godt nok er ulovligt at forurene, så retfærdiggør man i visse tilfælde dette ved at gøre det af en grund.
Over halvdelen af de japanske skraldefirmaer er nu privatejede, og affaldshåndteringen i Japan er således temmelig effektiv. Men selvom Japan ellers har været et foregangsland inden for genbrug, så forholder det sig dog sådan, at kun omkring 20 % af japanernes affald rent faktisk bliver genbrugt, til trods for at man har investeret massivt i at få japanerne til at affaldssortere siden årtusindeskiftet. Problemet findes derfor ikke på borgerniveau, men på et bureaukratisk plan, idet man endnu har tendens til at sende størstedelen af affaldet på forbrændingen, mens store mængder desuden sendes til udlandet, hvor det ligeledes bliver brændt. Dog bliver der argumenteret for, at japanernes skrald trods alt bliver genanvendt på denne måde, idet omkring 75 % af det japanske affald bliver brændt med udvinding og udnyttelse af energien fra dette. Problemet er bare, at dette producerer Co2 og således fører til forurening og helbredsproblemer, hvilket ironisk nok er det, man har forsøgt at bekæmpe med den japanske skraldelov.