Toori Akuma

Toori Akuma er en yokai, der siges at besætte mennesker, så de mister kontrollen over sig selv og går amok. Toori Akuma har dermed været fortidens måde at forklare psykiske sammenbrud eller mentale sygdomme, der har ført til, at folk har mistet forbindelsen, og selv den dag i dag har Toori Akuma lagt navn til folk, der går amok i en blodrus i offentligheden, da sådanne folk er kendt som Toorima - et andet navn for Toori Akuma, hvilket kan oversættes til "gadedæmon", mens Toori Akuma betyder "gadedjævel". Og det er netop på gaden, at Toori Akuma siges at befærde sig, når den uden varsel besætter tilfældige mennesker og får dem til at gå amok på forskellig vis - typisk ved at forsøge at slå andre folk ihjel. Nu om dage er man dog klar over, at folk er syge og ikke besatte af onde væsner.

Toori Akuma har ikke noget fast udseende, men den beskrives typisk som en gammel mand med langt hvidt hår og hvide klæder. Nogle gange bærer han også rundt på et spyd, så der er muligvis tale om en ond ånd tilhørende en afdød kriger, der i efterlivet nyder at sprede død og ødelæggelse. Selv tilstedeværet af en Toori Akuma kan være nok til, at folk mister besindelsen, men de kan selv ryste sig fri fra denne tilstand, hvis de får øje på Toori Akuma eller indser, at de er blevet besat. Eftersom folk ikke har kontrol over deres egne handlinger, kan de som regel heller ikke huske at have udført dem, men i andre folks øjne er det altså dem, der stod bag dem.

Total Page Visits: 335 - Today Page Visits: 1