
Koya-bjerget er kendt for sine mange templer, der i århundreder har været populære for pilgrimme at besøge fra alle egne af Japan. Oprindeligt var der derfor 7 indgange, der gav adgang til Koya via de mange pilgrimsruter, som førte dertil, men i dag eksisterer kun den ene af disse, hvilket er porten Daimon, der befinder sig ved den vestlige indgang til den by, der i dag eksisterer på Koya-bjerget. Denne har imidlertid ikke længere status som en indgang, idet en vej nu om dage fører uden om porten, som gående derimod kan benytte sig af.
Daimon-porten blev oprindeligt opført som en torii-port i 1140, men den blev med tiden erstattet af en buddhistisk port. Den nuværende konstruktion stammer fra 1705 og består af to etager med en samlet højde på 25 meter. Porten er kendetegnet ved sin stærke røde farve, der får den til at træde frem i landskabet, og så er den endda lyst op om aftenen, så den er et besøg værd i både dagslys og mørke.
Daimon har sit eget stoppested på den busrute, der befinder sig på Koya-bjerget.