Mizura

Mizura er en traditionel frisure, der menes at have været udbredt i fortidens Japan før skriftsystemet blev introduceret i landet, hvorved frisurens oprindelse er ukendt. Den er imidlertid blevet dokumenteret via vægmalerier og lerfigurer kaldet haniwa, gennem hvilke man har kunne påvise udseendet blandt fortidens japanere - heriblandt deres hårstile. Der findes forskellige udgaver af mizura, men denne type frisure er grundlæggende kendetegnet ved, at håret er delt i to og forenet på hver sin side af hovedet omkring ørerne.

Mizura blev tilsyneladende anvendt af både mænd og kvinder i alle samfundslag, men kan dog opdeles i to stile: agemizura, hvor man bandt hele håret således, at det på hver side af hovedet formede en sløjfe og dermed havde en øvre og nedre klynge, samt sagemizura, hvor man kun bandt en del af håret sammen i to hængende klynger foran ørerne, mens man lod resten hænge løst bagtil. Mens agemizura lod til at være mest udbredt blandt almindelige mennesker, så blev sagemizura mest anvendt i de højere kredse. Håret kunne bindes sammen med brug af snore, men man kunne også benytte sine egne hårstrå.

Med påvirkning fra det asiatiske kontinent blev mizura med tiden erstattet af andre frisurer, efterhånden som moden ændrede sig, så den til sidst kun blev benyttet i de højere kredse, før den fuldkommen forsvandt. Det er derfor blevet almindeligt at skildre fortidens japanere med mizura-frisurer, selvom man altså ikke ved, hvornår denne hårstil opstod og blev almindelig, ligesom man ikke kan vide, om den blev benyttet af alle befolkningsgrupper og i hvilken sammenhæng. Alt tyder dog på, at mizura-frisuren var begrænset til Yamato-folket, der var de tidlige japanere, hvorved denne gjorde det muligt at kende forskel på dette og andre indfødte folkefærd. Selv japanske guder og de tidligste kejsere bliver ofte portrætteret med mizura-frisurer, hvilket giver indtryk af, at denne var udbredt i flere århundreder, men sandheden er snarere, at man i samtiden ikke vidste, hvordan man ellers skulle beskrive fortidens mennesker, og derfor gjorde man det med udgangspunkt i det udseende, der i forvejen var populært.

 

Total Page Visits: 100 - Today Page Visits: 1