Tragedien i Yasuragi-dammen

En AI-illustration af hændelsen

Det japanske forsvar havde engang et tilknyttet ungdomsakademi, hvor teenagedrenge i alderen 16 til 18 år kunne gennemgå militærtræning og lære både teknik, disciplin og grundlæggende færdigheder, inden de var gamle nok til at blive optaget i forsvaret. Dette akademi var beliggende ved Takeyama-basen i Yokosuka i Kanagawa-præfekturet, hvor der foruden kaserner og andre bygninger også befandt sig en træningsgrund. Og i 1968 lagde denne grund til en tragedie, da studerende fra ungdomsakademiet blev sendt ud på en træningsøvelse i Yasuragi-dammen, hvor det var meningen, at de skulle krydse vandet iført både uniformer og militærudstyr.

Træningen foregik om eftermiddagen den 2. juli, hvor i alt 78 tredjeårsstuderende blev sendt ud for at krydse Yasuragi-dammen, hvor vandstanden var højere end normalt, fordi dette var en regnfuld dag midt under regntiden. Det var dog stadig muligt at bunde, men eftersom der var tale om en menneskeskabt dam, så var denne meget mudret, og de våde vejrforhold gjorde det kun sværere for de unge mænd at holde balance i vandet, hvor de ikke kun skulle bære rundt på tunge rygsække, men også sørge for at holde deres våben over vandet, imens de krydsede dette i et geled anført af en enkelt instruktør, mens fem andre fulgte med fra land. Mens nogle snublede i vandet, så var der andre, der blev så udmattet, at de kollapsede, og inden længe var mere end 10 drenge forsvundet fra geleddet, hvilket omgående fik instruktøren til at indstille træningen, da der i stedet blev slået alarm.

Mange af de andre drenge kæmpede for at holde sig oprejst, så ikke nok med at man skulle hjælpe dem i land, så skulle man også have fundet frem til de forsvundne drenge, der ikke var til at få øje på i det grumsede vand, ligesom regnmængderne forringede sigtbarheden og gjorde situationen mere kaotisk. Flere hundrede personer fra basen tog del i den storstilede redningsaktion, hvor den ene livløse krop efter den anden blev fundet i vandet, men selvom det godt nok lykkedes at redde nogen, så omkom i alt 13 unge mænd under træningsøvelsen, der således var den hidtil værste ulykke knyttet til det japanske forsvar siden Anden Verdenskrig. Den er siden da kun blevet overgået af flystyrtene på Sugashima i 1983, hvor 14 mennesker mistede livet.

Efter ulykken blev Yasuragi-dammen fyldt op, mens der blev indført nye sikkerhedsforanstaltninger under træningen på ungdomsakademiet, som senere blev afskaffet til fordel for en teknisk ungdomsuddannelse. Der blev ligeledes opført et monument til minde om ofrene for ulykken, som næppe ville have fundet sted på en dag, hvor vejret havde været bedre, for det var i høj grad de kaotiske vejrforhold, der var medvirkende til, at det var muligt for så mange drenge at drukne. En anden faktor var den vægt, som de var blevet forsynet med, da denne forhindrede dem i at rejse sig op, når først de havde mistet fodfæstet og fået hovedet under vand.

Total Page Visits: 137 - Today Page Visits: 1