

Hitomi Yuba var en 14-årig pige, der boede med sine forældre og 8 år gamle lillebror i byen Kashihara i Nara-præfekturet, hvor hun i 1981 forsvandt under mystiske omstændigheder. Den 8. februar havde Hitomi nemlig fået til opgave at passe sin lillebror, imens hendes forældre var ude, da telefonen pludselig ringede, hvilket viste sig at være en gammel dame, som Hitomi talte med, inden hun lagde røret på og forlod huset, hvor hun lod sin lillebror være alene hjemme med beskeden om, at hun snart ville være tilbage.
Hitomi kom dog aldrig tilbage, og da hendes forældre vendte hjem og fandt deres søn alene, fik de at vide, at Hitomi var gået efter at have modtaget et opkald fra en gammel dame. Det er dog aldrig blevet opklaret, hvem denne dame var, og om hun kendte Hitomi, hvilket man dog gik ud fra, eftersom Hitomi forlod huset efter at have talt med hende. Det er således også en gåde, hvad der i det hele taget blev af Hitomi, da hun trådte ud af døren, eftersom ingen har set noget til hende lige siden. Hvis hun mødtes med kvinden, er det oplagt at tro, at hun blev udsat for en forbrydelse, men det er også muligt, at hun forsvandt af egen fri vilje med hjælp fra den ukendte dame. Eftersom Hitomi var alene med sin lillebror, kunne hun eventuelt have set sit snit til at løbe hjemmefra, men i så fald er det underligt, at hun ikke medbragte nogle af sine ejendele.
Da man læste i Hitomis dagbog, fandt man dog intet, som gav indtryk af, at hun havde i sinde at løbe hjemmefra, men hun skrev derimod om sine forberedelser til Valentinsdag i den kommende uge, som hun lod til at se frem til. Det var derfor mest sandsynligt, at der var sket hende noget, men eftersom man ikke kunne spore hendes færden efter at være gået hjemmefra, ved man ikke, hvor Hitomi gik hen. Og hvis hun kom ud for en ulykke, hvorfor ringede den gamle dame så aldrig tilbage til familien igen? Dette kunne tyde på, at hun så sandelig var indblandet i sagen, og eftersom Hitomi gik hjemmefra med beskeden om, at hun snart ville være tilbage, måtte det betyde, at den gamle dame var i nærheden. Så hvad var hendes relation til Hitomi?
I denne tid var det ikke ualmindeligt at teenagere løb hjemmefra, så politiet tillagde ikke sagen meget opmærksomhed, hvilket den heller aldrig har fået, selvom der kan være tale om en kidnapning. Det var eksempelvis også i denne tid, at nordkoreanske agenter kidnappede japanere, som blev bragt med til Nordkorea, så der har også været spekulationer om, at Hitomi Yuba blev et offer for de nordkoreaske kidnapninger, selvom disse typisk foregik langs kysten, ligesom det stort set altid var voksne mennesker, der blev udpeget som mål.
