Devilman: The Demon Bird

Som en efterfølger til Devilman: The Birth besvarer denne film ikke ligefrem mange spørgsmål, men bygger i stedet videre på et univers, man som seer aldrig rigtig er blevet introduceret for. Præcis som med den første film, så er denne pakket med action, og jeg vil sige, at den faktisk ikke indeholder andet. Det er ironisk nok også grunden til, at jeg kan lide den, for hvis man endelig skal se en handlingsløs anime, så er dette faktisk en god film at bruge tid på.

Det skyldes, at animationen og stilen har modtaget en opdatering i forhold til den første film, og særligt farverne er jeg vild med. Alt i alt et dejligt eksempel på klassisk anime, hvor man har lagt vægt på visuel kvalitet. Det er derfor også ærgerligt, at denne film blot er et enkeltstående indslag i en fortælling, man ikke forstår, fordi skaberne er gået ud fra, at man åbenbart har læst mangaen eller set TV-serien fra 1970'erne. Da det er en kort film, er der heller ikke gjort meget ud af at fordybe sig i historien, men jeg nyder de små stunder, hvor der bliver plads til noget så kærkomment som følelser - særligt fra dæmonernes side, så man rent faktisk lærer, hvad de er for nogle væsner.

I det mindste får vi da svar på, hvad der skete med Akiras forældre i et tiltrængt øjeblik med menneskelige følelser, men derfra er det nøgenhed og vold, der i tidens ånd tager over som de bærende elementer. Igen er det dæmonernes design, der fanger mig mest, og særligt Sirène virker som en interessant karakter. Og så er det også fascinerende, at duellen mellem hende og Devilman kan være så medrivende, at man slet ikke tager sig af, at hun har bare bryster.