Det er svært at bedømme denne film som helhed, fordi de tre kortfilm, som den består af, er vidt forskellige. Jeg synes, man har gjort det rigtige ved at starte med Magnetic Rose, for når man tænker på, at filmen er fra 1995, så bliver man blæst tilbage af animationen, den realistiske stil og de imponerende effekter. Denne lille film kan sagtens måle sig med Ghost in the Shell fra samme år.
Det, der skal fortælles, bliver fortalt på kort tid, men for min skyld måtte der godt have været tale om en rigtig film, så man også kunne lære karaktererne bedre at kende, for fælles for alle tre kortfilm er, at det bliver en overfladisk fortælling, som ikke rigtig fanger en og giver en lyst til at se dem igen, hvilket er det store problem med antologier. Det er også Handlingen i Magnetic Rose, der har lagt navn til filmen, hvis titel altså slet passer til de tre kortfilm, fordi de absolut intet har med hinanden at gøre.
Stink Bomb er sort komedie på et højt niveau, og den er faktisk også ret flot lavet. Her er det tydeligt, at Otomo også står bag Akira, fordi stilen er den samme, og det vækker lidt nostalgi, når man ser den. Også på grund af detajerigdommen i baggrundene. Ud af de tre film er dette den mest handlingsrige.
Cannon Fodder trækker filmen ned, for der sker absolut intet i den, udover at man følger en familie i deres ret ligegyldige tilværelse, men det er netop også for at vise, hvor intetsigende livet er, når man lever det ved at bekrige andre, og det kommer også til udtryk i manglen på farver og karakterernes døde udseende. Så moralemæssigt fungerer den, selvom stil og animation minder om europæisk tegnefilm fra 70'erne. Det mest fascinerende ved den er fraværret af sceneskift, så store dele af handlingen foregår med en slags glidende kameraføringseffekt.
