Som titlen antyder er denne film baseret på Admiral Yamamotos rolle under Anden Verdenskrig, og handlingen er derfor centreret om ham - lige fra optakten til angrebet på Pearl Habor i 1941 til hans død i 1943. Men selvom der er tale om en film med kendte skuespillere og flotte kostumer og kulisser, så virker det generelt som en B-film med et lavt budget.
Det skyldes først og fremmest den åbenlyse brug af modelfly og modelskibe, så der ikke er mange kampe, som virker troværdige - og særligt angrebet på Pearl Habor er en kikset sekvens, der slet ikke er overbevisende. Den konsekvente brug af gentagende scener er ligeledes med til at trække kvaliteten ned, så det generelt virker som om, man ikke har haft pengene til at producere den storfilm, man ellers har forsøgt at skabe, selvom det nok mest bare er et hyldest-projekt med en masse finpudset dialog i fornemme kontormiljøer.
Alt i alt virker dette nemlig til at være en propaganda-film, der har til formål at glorificere en mand og hans rolle i en krig, hvis sande tragedier man fuldkommen ignorerer. Japanernes manglende evne til at anerkende, at de var en invaderende krigsnation er virkelig fascinerende. For selv mere end 20 år efter krigens afslutning, kan man ikke forholde sig til den på nuanceret vis, idet man end ikke formår at dæmonisere de folk, der var medvirkende til, at Japan og japanerne oplevede ufattelige rædsler, som kun var selvforskyldte, fordi de blev drevet ud i dem af den militære elite.
At tegne et heltebillede af denne er altså decideret absurd. Det er ikke, fordi man omskriver historien, men man forsøger heller ikke at løsrive sig det narrativ, som man benyttede sig af under Anden Verdenskrig. For selvom man godt nok skildrer Japan som den angribende part, så gør man mere ud af at påtage sig en offerrolle ved at vise konsekvenserne i form af tab og nederlag set fra et japansk perspektiv. Faktisk er fjenden så fjern og fraværende, at der ikke optræder en eneste udenlandsk skuespiller, og det nævnes vist på intet tidspunkt, hvorfor Japan i det hele taget fører krig, så de japanske seere aldrig bliver konfronteret med virkeligheden, men kun får serveret et udsnit af den.
Jeg kan aldrig værdsætte krigsfilm, der ikke viser en konflikt fra begge sider, og hvis man samtidig nægter at forholde sig til den historiske virkelighed, fordi man endnu hænger fast i de patriotiske værdier, der var årsagen til, at krigen i det hele taget kunne finde sted, så er en film jo ikke andet end et forsøg på at retfærdiggøre denne ved at fortælle sin side af sagen. Så overordnet set er jeg skuffet over, at film som denne kunne blive produceret i 1968, uden at man på nogen måde forsøger at indskrive bare snerten af selvindsigt og dermed også selvkritik.