Villain

Denne film er en sand tragedie forstået på den måde, at der ikke er en lykkelig afslutning for nogen af de medvirkende i filmen. Alle er simpelthen ofre. Det er en rørende skildring af, hvordan et drab påvirker de implicerede parter - både de efterladte men også den skyldige, som man i dette tilfælde ikke kan undgå at få medlidenhed med, da det tydeligvis er filmens formål - mest fordi det først er ret sent inde i filmen, man finder ud af, hvem morderen egentlig er, og der har man allerede lært vedkommende at kende som en person.

Som seer sættes man i et moralsk dilemma, når forbryderen bliver portrætteret som et menneske frem for en kriminel, for man bliver tvunget til at tage stilling til, om hjertet er vigtigere end loven. Det er en af de sjældne film, hvor det er op til publikum selv at udpege skurken, og efter den er færdig, efterlades man tilbage med en masse spørgsmål - både til handlingen og sig selv, og det er bare fedt, når film formår at lege med ens egne overbevisninger og sætte dem på prøve, i stedet for at det altid bliver en stereotyp skildring af den gængse opfattelse af det gode og det onde. 

Lee Sang-il er virkelig god til at inddrage moral som en skjult rolle i sine film, og han får på den måde en til at indse, at verden ikke er sort og hvid, fordi menneskelige historier består af flere lag, end dem man umiddelbart kan se. Men når man lærer disse at kende, lærer man også at forstå og muligvis acceptere folks handlinger. Så er spørgsmålet bare, om man også kan tilgive dem.