I 2004 udgav Katsuhito Ishii The taste of tea, hvilket var en yderst bizar film. Året efter overgik han så galskaben med Funky Forest: The First Contact, der er notorisk for at være en af de underligste film, man overhovedet kan opstøve. Denne film alene har ført til forestillinger om, at japanske film generelt er skøre, fordi der simpelthen er så mange absurde og tåbelige scener, der er blevet delt vidt og bredt på internettet.
Filmen er netop en antologi bestående af skøre scener, der ikke har nogen sammenhæng, selvom mange karakterer ellers går igen, uden de spiller nogen egentlig rolle. Filmen har heller ikke snerten af en forståelig handling, så den har grundlæggende set intet andet formål end at chokere med sin latterlighed, og jeg er da også selv i chok over, at den har fået lov at blive produceret. Ikke fordi den er dårlig, men den er bare så underlig, at man hele tiden spørger sig selv, hvad det er, man sidder og ser, og hvorfor man gør det. For der er alligevel noget tiltrækkende ved vanviddet, der får en til at blive hængende, så man kan se, hvor langt det kan række.
Hvis man gerne vil føle sig påvirket af stoffer, så bør man derfor se denne film, for det ene indslag overgår det andet i sin ligegyldighed såvel som tåbelighed. Og jeg må indrømme, at begge dele flere gange fik mig til at grine, mens jeg rystede på hovedet, for man er jo ikke vant til, at film er så indholdsløse og gennemsyret sære. Denne film kan nemlig ikke tages seriøst, fordi den ikke forsøger at være seriøs.
Det er derfor det uventede element, der bærer den historie, som ikke er der, for man ved simpelthen ikke, hvad man skal forvente, hver gang scenerne skifter. Særligt den gennemgående brug af uforklarlige væsner og kødelige rekvisitter med seksuelle undertoner er så grotesk, at man ikke ved, om man skal løfte øjenbrynene eller tabe kæben, og at skuespillerne kan holde masken er imponerende, for normale mennsker vil enten grine, græde eller væmmes over de mange syn, man i to timer bliver konfronteret med.
