Himizu

Information

Billeder

Original titel: Himizu

Instruktør: Sion Sono

År: 2011

Genre: Drama

Spilletid: 130 minutter

.

.

.

.

.

.

.

Handling

I kølvandet på Tohoku-jordskælvet og tsunamien i 2011 bliver den 14årige Yuichi Sumida forladt af sin mor, mens hans alkoholiske far jævnligt kommer for at låne penge. Alt ramler sammen omkring den unge mand, der til sidst for nok af det hele, men pigen Keiko forsøger hele tiden at få ham til at se lyset i det mørke, han vandrer rundt i.

Min mening

Sion Sono laver generelt dystre og tragiske film, og dette er også en modbydelig film. Den er hverken uhyggelig eller klam, men derimod virkelig deprimerende, så det er ikke en man skal se, hvis man er nedtrykt, og man skal nok også passe lidt på, hvis man har en god dag, for efter filmen vil den være ødelagt. Det skyldes mest af alt skuespillerne, der formår at gøre karaktererne troværdige, for alle er simpelthen så onde og usympatiske, og efterhånden som alle er blevet præsenteret, vil man automatisk tænke "okay, er der nogen, der ikke er skøre?". Og svaret til det er nej. Selv biroller der optræder få minutter er enten psykopater eller egoister.

Men der er selvfølgelig en grund til galskaben, for dette er en såkaldt kunstfilm, hvor handlingen er symbolsk og kræver analyse, for desværre er filmen en portrættering af Japan - skildret som et land i krise. Det er i hvert fald det, japanerne selv synes. Af samme grund benyttes Tohoku-jordskælvet som udgangspunkt for at vise, hvordan landet befinder sig i kaos, og der gøres ret tidligt i filmen opmærksom på, at Japan altid har oplevet katastrofer, men at det for de unge generationer er en forholdsvis uprøvet ting at møde modgang. Derfor følger vi netop unge mennesker og deres mentale forfald, når alt omkring dem ramler sammen, men ved at tage ansvar og stå sammen kan man grave hinanden (og dermed samfundet) fri fra mørket og frem i lyset, så alle kan komme videre. Altså er filmen ligeledes en skildring af japanernes ufattelige evne til at ryste alle ulykker af sig og rejse sig på ny - eller som det skildres i filmen: blive beskidt og vaske sig selv ren.

Det er ikke for ingenting, at himizu betyder muldvarp, og at hovedpersonen kalder sig selv for en sådan. Han er en levende metafor for en generation, der blindt famler rundt i snavs og har brug for en mening med at leve, hvis man skal kunne bryde fri - og den mening må de unge finde sammen, fordi den ældre generation som sådan selv er fortabt. Og ironisk nok fungerer filmen dermed som en opmuntring til unge mennesker, til trods for at den er fattig på smil og latter, så spørgsmålet er, om folk kan set det positive budskab, eller om de påvirkes af den negative energi ved historien.

Vurdering


Favoritkarakter:
Keiko


Plot: 


Karakterer:


Skuespil:


Afslutning:


Det visuelle:


Overordnet karakter:

7/10
Total Page Visits: 528 - Today Page Visits: 1