Historien om de 47 ronin er en af de mest kendte og ikoniske historier om samuraier, fordi den handler om den loyalitet, som mange forbinder med samuraier. Denne film blev imidlertid lavet som et propagandamiddel under Stillehavskrigen, hvor den havde til formål at styrke Japans krigsførelse ved netop at opfordre til loyalitet over for nationen og folket.
Kenji Mizoguchi var dog klog nok til at nedtone dette så meget, at man slet ikke fornemmer, at der er tale om en statsstøttet krigsproduktion. Tværtimod kommer de nationalistiske værdier til udtryk ved iscenesættelsen af den japanske kultur ligesom med mange andre samuraifilm, så denne sådan set ikke skiller sig ud. Så det er måske ikke et mesterværk, men det er en virkelig velproduceret film.
Det er også en episk film opdelt i to dele, der tilsammen varer over 3 timer, så den er generelt svær at komme igennem - først og fremmest fordi den er fortalt i en meget langsomt tempo uden ret meget drama. Selve likvideringen af Kira Yoshinaka er eksempelvis udeladt, og det samme er afslutningen, hvor de 47 ronin begår seppuku. Omvendt kunne talrige scener sagtens være blevet udeladt, og særligt den sidste halve time virker unødvendig.
Filmen er nærmest som et langt teaterstykke med langstrakte scener, hvor man følger historien på afstand, idet der kun er gjort brug af ganske få nærbilleder. Ellers er man for det meste bare en flue på væggen, der aldrig kommer ind på livet af de medvirkende, hvilket egentlig er fint, for selvom skuespillet generelt virker kunstigt, så virker det på samme tid overbevisende, fordi man får opfattelsen af, at folk rent faktisk talte og opførte sig så teatralsk og melodramatisk, som karaktererne gør.
Så skønt det måske ikke er en realistisk film, så virker den sådan, hvilket nok mest skyldes de fabelagtige kulisser, kostumerne og de mange rekvisitter, så man visuelt trækkes tilbage i fortiden og derfor også bildes ind, at man befinder sig i den. Lidt mere fokus på handling frem for æstetik og dialog ville dog have gjort underværker.
