Denne film stiller egentlig et ret godt spørgsmål, for hvad sker der i det hele taget med de børn, der vender tilbage til deres familier, efter de har været kidnappet og opdraget af et andet menneske, som de dermed har lært at betragte som deres rigtige forælder? Mennesker er jo ikke bare hunde eller katte, der med tiden kan tilpasse sig nye omgivelser, og det viser denne film, når den skildrer den psykiske kamp, som pigen Erina oplever som voksen.
Efter min mening er det dog fortalt på en lidt underlig måde via evige skift mellem fortid og nutid, der gør selve handlingen lidt rodet. Kender man ikke til plottet i starten af filmen, kan det desuden være svært at forstå, hvad der egentlig foregår, da man uden videre kastes midt ind i begivenhederne. Og filmen ender endda lige så brat, som den starter.
Jeg synes heller ikke, at der gøres så meget ud af at gengive Erinas mentale tilstand, så det budskab, jeg ser, er nok ikke det primære, man har forsøgt at levere. Det skyldes nok også, at japanerne generelt er bange for at dykke for dybt ned i psykologien, når det kommer til følelser, til trods for at de ellers er gode til at beskæftige sig med dem.
Overordnet set synes jeg, at filmen mest af alt prøver at vække et moralsk dilemma i seerne, for på den ene side har man en kvinde, der har gjort noget utilgiveligt ved at kidnappe et barn, men på den anden side har man barnet, der betragter hende som en mor, så det at splitte dem ad er en anden grad af forkert. Og som man ser, resulterer det ikke i andet end ofre, der må leve resten af deres liv med effekterne af det - medmindre man altså kan blive afklaret med fortiden og dermed finde fred i nutiden.
Det er sådan set denne kamp, der er filmens fokus, idet der er lagt mere vægt på forholdet og forskellene mellem menneskelige følelser og samfundsskabt moral. Det er også denne konflikt, der gør filmen tragisk og sørgelig, og så gør det sådan set ikke noget, at man ikke dykker dybere ned i det psykologiske. Det ville bare have fungeret bedre og skabt en komplet historie.
