Dogora er en virkelig besynderlig film, for den er markedsført som en kaiju-film, men alligevel optræder selve kaijuen, som filmen er opkaldt efter, kun kortvarigt i en lidt skuffende sekvens, hvor dens fulde form blot kan ses i et øjeblik.
Grundlæggende set er der nemlig tale om en gangsterfilm, hvor man følger et diamanttyveri med indskrivningen af de samme stereotype karakterer, som man kender fra kaiju-film i skikkelse af professoren, udlændingen og den ligegyldige kvinderolle, som kun er til pynt. Der mangler bare en journalist, så havde der været fuld plade på klichéerne.
Det er trods alt nytænkning at fokusere på krimi, men det nytter så ikke noget, når denne genre overtager handlingen, for det er generelt underligt at noget så ligegyldigt som et tyveri skal fylde så meget, når Jorden er under angreb af et ukendt væsen. Filmen er derfor et produkt af tiden, hvor man forsøgte at forene to populære genrer i håbet om at tiltrække seere, men set med moderne briller er den et stort rod.
Det er virkelig en skam, for havde man fokusere på historien om Dogora, ville filmen uden tvivl havde været bedre. Dogora er trods alt en af de mere specielle kaijuer, og selvom effekterne overordnet set ikke er overbevisende, så er Dogora faktisk ret godt lavet. Derfor er det en skam, at dens eksistens eller tilstedeværelse ikke får lov at dominere filmen, fordi man i stedet har investeret i alt muligt andet pjat.
