Dette er den 17. Godzilla-film og en efterfølger til den forrige, således at flere elementer går igen i denne film, der altså udspiller sig i Osaka. Og det er klogt at tage udgangspunkt i endnu en japansk storby med kendte skyskrabere, som kan blive ødelagt på overbevisende vis. Modelarbejdet er endnu engang imponerende, men jeg er særligt vild med Biollante, der er min personlige favorit-kaiju.
Jeg er ikke så meget for Biollantes oprindelseshistorie, som jeg generelt synes er forvirrende og fjollet. Det er derimod dens design, jeg finder fascinerende - både i dens stadie som gigantisk rose og udsprunget plante-kaiju. Som rose er den virkelig flot lavet, mens den i sin endelige form er så afskyelig og detaljeret, mens man har svært ved at se, at der er tale om et kostume. Man kan derfor ikke andet end værdsætte det enorme arbejde, det må have været at kontrollere den, men det er også tydeligt, at man har haft problemer, idet kampen mellem Godzilla og Biollante består af alt for mange nærbilleder.
Overordnet set hænger handlingen desværre, eftersom man er faldet tilbage i det gamle mønster med at benytte videnskabsmænd og hemmelige agenter. Der er desuden en besynderlig 70'er-stemning filmen igenem, hvilket tilmed kommer til udtryk med den ringe lyd, og kvaliteten bliver hæmmet af det håbløse skuespil med rent ud sagt elendige udenlandske skuespillere, men de japanske virker nu heller ikke ligefrem professionelle.
Det er faktisk først under mødet med Godzilla og Biollante, man får indtryk af, at dette er en film fra 1989, for pengene er tydeligvis blevet brugt på de to kaijuer og de modeller, som de ødelægger. Konceptet med at benytte genmodificering til at skabe et monster er ellers et virkelig godt og relevant koncept, men man forsøger at inddrage for meget unødvendigt drama og aktion med finurlige karakterer, der blot er gengivelser af den samme kliché-skabelon i stort set alle kaiju-film.
