Sandklitterne i Tottori strækker sig over 30 kvadratkilometer og er det eneste store klitområde i Japan, til trods for at hele landet ellers er omkranset af kystlinje. Det store område blev dannet for mere end 100.000 år siden og består hovedsageligt af gyldent sand, hvilket får stedet til at minde om en ørken, selvom det altså ligger ud til havet. Netop derfor er det også muligt at ride på kameler, hvis man besøger området, hvor det også er muligt at sandboarde (stå på snowboard på sand), eftersom de enorme bunker af sand visse steder er op til 50 meter høje. Fra toppen af disse kan man beundre udsigten over havet, mens et nærliggende observatorium gør det muligt at betragte sandklitterne fra et øvre perspektiv. Der er forbindelse mellem klitterne og observatoriet med en stolelift.
Herudover finder man også et sandmuseum, hvor der er udstillet skulpturer af sand, som er udformet af kunstnere fra hele verden. Disse værker er ikke permanente udstillinger, for hvert år kører man et nyt tema, hvor kunstnerne bruger februar og marts måned på at kreere deres skulpturer, som afsløres for offentligheden i april og står udstillet frem til januar næste år.
Sandklitterne i Tottori udgør 16 km. af kyststrækningen i Tottori. Stedet ligger cirka 20 minutter fra Tottori station med bus.