Bombetogterne i Kagoshima

Bombetogterne i KagoshimaHen mod slutningen på Anden Verdenskrig foretog USA adskillige bombetogter med fly i flere byer rundt om i Japan med det formål at ramme fjenden på hjemmebane og dermed udrette skade på krigsudstyr såvel som samfundet generelt for på den måde at svække Japan som nation. En af de mange byer, som blev ramt, var Kagoshima, der grundet sin sydlige beliggenhed blev gjort til mål for tilrettelagte bombetogter 8 gange i løbet af 1945. Det første af disse fandt sted den 18. marts, hvor det var en flådebase, der blev udpeget som mål for et bombeangreb, men selvom dette resulterede i store skader, så endte kun 6 mennesker med at miste livet. Langt flere tab oplevede man måneden efter, da 587 omkom den 1. april, hvor selve Kagoshima by blev bombet. Herefter oplevede man to mindre angreb, før det værste fandt sted om aftenen den 17. juni, da 120 bombefly deltog i et angreb på byen, hvilket endte med at koste 2316 mennesker livet, mens mere end 40 % af Kagoshimas bygninger blev lagt i ruiner.

Yderligere 3 angreb fulgte – heriblandt et den 27. juli, hvor 420 mennesker blev dræbt, fordi man blandt andet gik efter at ramme stationen, hvor et tog fyldt med passagerer netop var klar til at køre. Efter det sidste angreb den 6. august var størstedelen af Kagoshima blevet jævnet med jorden, mens 3300 indbyggere var døde som følge af de 8 bombetogter.

Total Page Visits: 15 - Today Page Visits: 1