Bombetogterne i Okayama

Bombetogterne i OkayamaHen mod slutningen på Anden Verdenskrig foretog USA adskillige bombetogter med fly i flere byer rundt om i Japan med det formål at ramme fjenden på hjemmebane og dermed udrette skade på krigsudstyr såvel som samfundet generelt for på den måde at svække Japan som nation. En af de byer, der blev udvalgt som mål var Okayama, først og fremmest, fordi det var den største by i præfekturet med samme navn, hvor godt 160.000 indbyggere havde hjemme, men her lå også forskellige militærfaciliteter såsom et våbenlager, som man gik efter at ramme. I de interne rapporter fra det amerikanske militær fremgår det dog, at Okayama mest af alt blev valgt som mål, fordi man agtede at sende et signal til den japanske befolkning om, at ingen byer kunne føle sig sikre under Anden Verdenskrig. Okayama blev af japanerne selv ikke betragtet som et oplagt mål for bombetogter grundet byens insignifikante status, og der blev da heller ikke givet nogen advarsler, før USA valgte at udføre et angreb på byen natten til den 29. juni 1945.

138 bombefly blev sendt af sted mod Okayama, hvor de indgik i et 1,5 time langt angreb på byen fra klokken 2.43, hvor den første bombe blev kastet. I de tidlige morgentimer stod store dele af byen i flammer, mens 3/4 af den endte med at blive lagt i ruiner. Byens borg, der var en af de få originale i Japan gik blandt andet op i flammer, mens Korakuen, der er en af Japans tre bedste landskabshaver, ligeledes blev ødelagt, mens militærfaciliteterne ironisk nok kun tog begrænset skade. Fordi der var tale om et natligt overraskelsesangreb, så kom bombningen af byen bag på indbyggerne, så mange af disse nåede ikke at søge i sikkerhed, før det var for sent, hvilket resulterede i, at 1737 mennesker mistede livet, mens over 6000 blev såret. I Okayama havde man ikke trænet evakuering af folk under mulige bombeangreb, så det begyndte man først på efter den 29. juni. Byen blev dog ikke udsat for flere bombninger, men en måned senere blev et tog imidlertid angrebet af jægerfly, hvilket kostede 44 mennesker livet. Efter krigen blev Okayama genopbygget, og det samme gjorde byens borg samt Korakuen, der i dag fungerer som byens vartegn.

 

35total visits,3visits today