Fundoshi

Fundoshi

 

 

Fundoshi

 

Fundoshi er et japansk lændeklæde, der fungerede som underbukser blandt mænd i Japan helt frem til slutningen på Anden Verdenskrig. Herefter slog vestlig påklædning i sandhed igennem, og i Japan går mænd nu med enten boxershorts, trusser eller tights. Fundoshi bliver fortsat anvendt i traditionel sammenhæng - primært til festivaler, hvor det er en del af det gammeldags tøj, som deltagerne iklæder sig. Fundoshi er også ofte den eneste beklædningsgenstand som trommeslagere er iført, når de spiller på den japanske tromme taiko, da det gør det muligt at se, hvordan samtlige muskler på kroppen arbejder. Fundoshi blev desuden anvendt som svømmetøj og bliver det fortsat visse steder. De lændeklæder som sumbrydere er iført er en variant af fundoshi kaldet mawashi.

Før i tiden bar mænd ikke altid bukser, så fundoshi var ofte det eneste, man var iført for at dække de ædlere dele til. Havde man et hårdt fysisk arbejde, som fik en til at svede, var det også ret udbredt, at man kun arbejdede iført fundoshi. Almindelige mænd, rige såvel som fattige, var også iført fundoshi under deres klædedragter og uniformer, mens små drenge derimod ikke gik rundt i underbukser, hvilket også gjorde sig gældende for piger. Kvinder bar heller ikke trusser, idet de under deres kimonoer typisk var iført en hvid underdel kaldet hadajuban eller et skørt kaldet koshimaki.

Der findes forskellige varianter af Fundoshi, men deres primære formål er at holde de mandlige kønsorganer tildækket. Typisk er der tale om et enkelt stykke stof, som man snor og vrider således, at der fortil opstår en gylp, mens stoffet bagtil sidder placeret mellem ballerne, samtidig med at det hele holdes oppe med et bælte om livet, der kan variere i tykkelse, alt efter stoffets længde. Nogle gange giver dette også mulighed for at danne et lille forklæde med det overskydende stof. Der findes også nyere udgaver af fundoshi, der sådan set bare er et forklæde, som man binder om bag på ryggen, hvorefter man trækker det mellem benene, og herefter fører stoffet bagom knuden på maven. Dette er en noget mere simpel version, der desuden dækker mere af balderne end den originale udgave. Fundoshi kan som sådan fås i alle farver, eftersom det jo bare er et almindeligt stykke stof, men traditionelt set er den hvide udgave den mest almindelige.

Total Page Visits: 1149 - Today Page Visits: 1