Hihokan er den japanske betegnelse for et sexmuseum, hvor erotik ikke blot udgør temaet, men også optræder som det bærende element i humoristiske og aparte udstillinger, så disse virker komiske såvel som frække. Denne type museer var før i tiden udbredt i Japan, men i dag er der kun et enkelt tilbage i skikkelse af Hihokan – Adult Museum Atami i byen Atami. Dette museum åbnede i 1980, hvor mange andre hihokan-museer blev opført som populære attraktioner, fordi de beskæftigede sig med et tabubelagt område og skildrede dette på unik vis.
I modsætning til andre typer af sexmuseer så havde hihokan som sådan ikke til formål at belære om sex, fordi de kun var tiltænkt voksne, som allerede havde kendskab til sex. Formålet var i stedet at anvende sex som udgangspunkt til at vise finurlige eller usædvanlige aspekter inden for erotisk kunst eller samleje, så museerne bestod som regel af udstillinger med fertilitetssymboler eller voksdukker i perverse eller uartige situationer. Sex blev på den måde gjort til underholdning, hvorved man kunne beskæftige sig med emnet på mere afslappet vis og samtidig udforske sin seksualitet, hvilket var svært i det konservative samfund, ligesom det var normalt for almindelige museer at gemme erotiske effekter væk, fordi at disse kan betragtes som stødende og dermed være i strid med den japanske lovgivning. De typiske kunder var derfor par og unge mennesker, der ofte var på tur i lokalområdet, hvor en hihokan befandt sig.
De første hihokan-museer åbnede som private udstillinger i slutningen af 1960'erne, mens større museer begyndte at slå dørene op rundt omkring i Japan i løbet af 1970'erne med legaliseringen af porno, hvorved sex blev aftabuiseret. 1980'erne blev derfor også storhedstiden for hihokan-museer, der dog begyndte at falde i popularitet med introduktionen og udbredelsen af internettet i 1990'erne, hvor folk fik lettere adgang til erotik og porno generelt, så det dermed blev nemmere at udforske sin seksualitet eller blive underholdt eller stimuleret af seksuelt indhold, som passede til ens egen smag. Man behøvede kort sagt ikke mere at begive sig ud fra sit hus for at finde sex, så mange af de instanser, som beskæftigede sig med dette, begyndte langsomt at forsvinde efter årtusindeskiftet, hvilket eksempelvis også inkluderede pornobiografer og telefondating.
Dette var også tilfældet med hihokan, for med et dalende antal kunder var det svært for museerne at få økonomien til at løbe rundt og samtidig vedligeholde udstillingerne, så mange af disse gik i forfald, mens museerne en efter en måtte dreje nøglen om. Foruden Hihokan – Adult Museum Atami findes der fortsat mindre museer med udstillinger af seksuel karakter, fordi at dette stadig er ualmindeligt at finde på almindelige museer, men den humoristiske og skøre fremstilling af sex er stort set svundet bort, idet der er tale om et nicheområde, som ikke alle kan se morskaben i. I Japan bliver sexmusser derfor også nogle gange politianmeldt, for selvom samlingerne muligvis er private, så åbner man dem op for offentligheden og viser dermed stødende materiale frem for andre, hvilket kan være i strid med loven.