

Andrew Lathrop - kendt som Andy - boede i Wisconsin i USA, hvor han var studerende på Wisconsin Universitet. Eftersom han kunne japansk, besluttede Andy sig for at tage på et udvekslingsophold i Japan, hvor han rejste til i august 2014 med henblik på et opholde sig i landet i et år, hvor han blandt andet skulle undervise japanske skoleelever i engelsk i Tokyo, hvor han derfor skulle bo. Andy skulle efter planen vende tilbage til USA den 20. august 2005, så da afslutningen på hans udvekslingsophold nærmede sig, besluttede han sig for at bruge de sidste dage på at besøge Japans nordligste hovedø, Hokkaido, som han rejste til sammen med sin kollega Ariel Smoke.
Den 15. august blev imidlertid sidste gang, den 20-årige amerikaner blev set i live, for denne dag planlagde Andy nemlig at besøge en nationalpark i udkanten af Hakodate, hvor han derfor tog afsked med Ariel på deres hotel klokken 7. Omkring klokken 9 skrev Andy en besked om, at de skulle mødes på stationen klokken 17.30, men en time senere ændrede han tidspunktet til 16.30, idet han havde ændret planer og besluttet sig for at blive i Hakodate, hvor han ville tage en tur på stranden. Dette blev det sidste livstegn fra Andy Lathrop, for da Ariel mødte op ved stationen i Hakodate for at vente på Andy klokken 16.30, dukkede han aldrig op. Og selvom hun både sendte SMS'er og ringede til hans mobiltelefon, så blev der ikke svaret.
Ariel valgte at melde Andy savnet hos politiet, som indledte en eftersøgning den 17. august, hvor der ikke længere var forbindelse til hans mobiltelefon, og tre dage senere ankom hans familie til Japan for at lede efter den unge mand, der senest kunne spores til stranden i Hakodate, hvor han var blevet observeret omkring samme tidspunkt, hvor han sendte sin sidste besked til Ariel. Man fandt også Andys tøj i et opbevaringsskab ved stranden, hvilket indikerede, at han var taget ud for at svømme, men man fandt dog aldrig frem til hans mobiltelefon, ipod, kamera eller pung, som han derfor må have haft på sig, da han forsvandt.
Selvom man gik ud fra, at der kunne være tale om en drukneulykke, så kunne han altså sagtens have befundet sig på land, eftersom han var i besiddelse af elektroniske genstande - heriblandt en mobiltelefon, som altså var aktiv i to dage, hvilket den ikke kunne være under vand. Eftersøgningen foregik derfor både i og omkring havet, men selvom hundredvis af mennesker deltog i denne, så lykkedes det aldrig at finde frem til Andy Lathrop, og det vides derfor heller ikke, hvor og hvordan han forsvandt. Hans udvekslingsophold endte derfor tragisk, og hans familie måtte rejse hjem uden at få svar på, hvad der skete med ham.