Da man i begyndelsen af 1900-tallet opdagede hormoner, førte dette til øget forskning på området, hvilket også inkluderede forsøg, så man kunne be- eller afkræfte nogle af de teorier, som opstod i denne periode, hvor hormoner både blev knyttet til ungdommelighed og virilitet. Man mente derfor, at et højt niveau af hormoner både kunne gøre en yngre og hjælpe på potensen, hvilket førte til mange alternative behandlingsformer af mere eller mindre grotesk karakter. Da man fandt ud af, at det mandlige kønshormon, testosteron, blev produceret i testiklerne, blev disse eksempelvis tillagt så stor betydning, at det resulterede i en forestilling om, at større eller flere testikler kunne producere mere testosteron og gøre en både stærkere, lystigere og mere udholdende.
Troen på dette fik tusindvis af mænd til at deltage i forsøg og behandlingsformer, hvor de fik indopereret dyretestikler i pungen, hvilket både foregik som eksperimenter hos rigtige kirurger, men også hos kvaksalvere, som modtog betaling for behandlingen, selvom denne udelukkende var teoretisk og i virkeligheden ikke havde nogen effekt. Særligt kendt er den franske kirurg Serge Voronoff, som indopererede abetestikler i sine patienter, mens den østrigske fysiolog Eugen Steinach derimod anvendte gedetestikler. Disse kunne imidlertid fungere i menneskekroppen, hvor de derfor døde og begyndte at rådne, hvilket førte til, at patienterne blev syge og i visse tilfælde døde, så tendensen kun varede i ganske få år.
Denne fandt imidlertid også frem til Japan, hvor testikler ligeledes blev benyttet under hormonelle forsøg, og et af de mest kontroversielle af disse fandt sted i 1925, hvor den japanske professor Taku Maeda tog kontakt til et psykiatrisk hospital i Tokyo, da han ønskede at gøre brug af mandlige forsøgspersoner til et eksperiment. Han fik derfor stillet to mentalt syge patienter til rådighed, uden at de havde givet samtykke til dette, hvorefter han udførte en operation, som er blevet kaldt en af de mest bizarre i japansk lægehistorie, da han simpelthen fjernede den ene testikel fra en af mændene, hvorefter han indopererede denne i den anden mands arm - imens sædlederen fortsat var knyttet til donoren, hvorved de to mænd blev fysisk forbundet. Formålet med dette var at holde testiklen aktiv, indtil den var blevet optaget i den anden mands væv, idet professor Maeda ville bevise, at man sagtens kunne indoperere testikler i kroppen og på den måde højne testosteronniveauet.
Denne teori skulle imidlertid bekræftes via et forsøg, der dog var så risikabelt, at det ikke var muligt for professor Maeda at modtage støtte, ligesom han heller ikke kunne finde forsøgspersoner, som var villige til at gennemgå den bizarre operation, og derfor tog han altså kontakt til et psykiatrisk hospital, eftersom han hér kunne udføre sit eksperiment på socialt udstødte personer, som befandt sig i myndighedernes varetægt. Det var dermed også muligt at overvåge de to mænd efter operationen, hvor de blev bundet fast sammen, så den blottede sædstreng ikke tog skade, men netop fordi at de var psykisk syge, så var det svært at holde dem i ro, og efter tre dage endte donoren med at dø, mens modtageren af testiklen ligeledes døde et halvt år senere.
Omverdenen havde dog ikke kendskab til eksperimentet, som de to mænd havde gennemgået, før en sygeplejerske valgte at kontakte politiet, hvorved medierne også fik kendskab til det menneskelige forsøg, som havde kostet to mænd livet. Professor Maeda påtog sig herefter ansvaret for at have udført dette på folk imod deres vilje, men han benægtede, at det var operationen, som havde taget livet af dem, ligesom han sågar retfærdiggjorde din handling med den begrundelse, at der var behov for at udføre eksperimenter, hvis man skulle gøre nye opdagelser inden for videnskaben. Han mente derfor også, at det var bedre at teste nye behandlingsformer frem for slet ikke at have nogle.
Overlægen på det psykiatriske hospital valgte at fratræde sin stilling, mens professor Maeda siden er blevet et eksempel på en klassisk gal videnskabsmand, der vægter sin forskning efter moral, hvilket altså ikke var ualmindeligt i denne tid, hvor medicinske forsøg både var udbredte og anerkendte, selvom de var livsfarlige. Han blev derfor heller ikke sigtet for at have udført eksperimentet, netop fordi at det ikke kunne bevises, at det var dette, som havde taget livet af patienterne. Sagen vakte ikke desto mindre stor forargelse og er siden blevet betragtet som en skamplet på japansk lægehistorie, men det vides ikke, om professor Maeda fik lov at fortsætte som kirurg eller ej.