

Den 17. februar 1990 var den 77-årige Haruko Hirano, 73-årige Shigeko Ichikawa og 71-årige Hanako Yanagisawa i gang med at spille gateball ved Metoba-floden i Matsumoto, da de pludselig blev overfaldet af en ung mand, der bevæbnet med et metalbat gik til angreb på de tre ældre kvinder, hvoraf Haruko og Shigeko begge blev tæsket til døde, mens det i første omgang lykkedes for Hanako at flygte, inden hun blev indhentet og ligeledes gennembanket af manden, der desuden slog en 60-årig kvinde i hovedet, da hun forsøgte at standse ham. Han blev i stedet holdt tilbage af chokerede vidner, før politiet mødte op og anholdte ham, mens den hårdt kvæstede Hanako blev bragt på hospitalet, hvor hendes liv desværre ikke stod til at redde, hvorimod den 60-årige kvinde overlevede.
Tre ældre kvinder var dermed blevet slået ihjel af den unge mand, der dog forholdt sig tavs under afhøringen, og man kunne derfor hverken blive bekendt med hans motiv eller identitet. Senere skulle det dog vise sig, at der var tale om en 21-årig universitetsstuderende, som boede lige ved siden af floden, hvor der dagligt blev spillet gateball. Og det viste sig, at han i dagene forinden faktisk havde overværet ældre mennesker spille gateball, ligesom han var fulgt efter nogle af dem hjem, hvilket allerede havde fået politiet til at indlede en efterforskning af ham. Man fandt bare aldrig ud af, hvem han var, før han få dage senere valgte at dræbe tre af kvinderne fra den samme gateball-klub, og man gik derfor ud fra, at de på forhånd var blevet udpeget som ofre - sandsynligvis fordi de spillede gateball, da det er muligt, at dette kunne have forstyrret den unge mand.
Motivet forblev dog ikke andet end spekulationer, for den unge mand forklarede aldrig, hvorfor han på spontan vis valgte at dræbe tre ældre kvinder, som han slet ikke kendte. Selvom han ikke tidligere havde været mærket af mentale problemer, så kunne en mentalundersøgelse af den unge mand dog konkludere, at han led af skizofreni, og han slap derfor også for at blive sigtet og dermed også retsforfulgt, idet han i stedet blev sendt til behandling på en psykiatrisk anstalt. Det vides ikke, hvad der herefter blev af ham, ligesom hans identitet aldrig er blevet offentliggjort.